Det er gråvejr. Endnu en dag, hvor fordampningen fra Yangtse-floden efterlader store tunge karklude på himlen, som truer med at give nyt liv til vandpytterne i gaderne. Vi sidder i Santa Fe'en og er på vej gennem Wuhan i provinsen Hubei. En vigtig kinesisk millionby, der deler sig på begge sider af Yangste - langt oppe ad den berømte flod. Overalt i gaderne hænger der skilte og bannere, der minder kineserne om, at VM er lige om hjørnet. Vi er også på vej - endnu er kursen ikke sat direkte mod Korea - vi skal først omkring en fodboldskole, hvor håndplukkede kinesiske drenge, skal forsøge at skabe sig et grundlag for en karriere som professionelle i Folkerepublikken. Vi svinger ind ad en stor port foran hovedbygningen til Wuhans universitet. Fløjer efter den sorte Audi, der har ledt os gennem byen, ned ad en lille vej, hvor de studerende flokkes for at nå frem til deres destination. Ensommer baner Vi når ud bagved, hvor nogle fodboldbaner ligger ensomme og forladte på højre side, mens græsset står knæhøjt ned til en gravet grøft på venstre. »Vi har 200 elever, som er blevet valgt ud mellem 15.000 potentielle spillere i hele provinsen. Det her er Hubeis bedste fodboldskole, der findes i Wuhan-området, og derfor vil vi også kun have de bedste spillere«, fortæller vicepræsidenten for Hubeis fodboldforbund Li Jia Xin. Sammen med omkring 15 andre jakkesæt tager han imod uden for en stor fabrikshal over for fodboldbanerne. Det runger kraftigt derinde fra, hvor omkring 20 drenge render rundt og laver boldøvelser. Gulv af jord Hallen har et gulv af hårdt stampet jord, og oppe under loftet hænger tre løse glædepærer, der skal hjælpe lyset, der trænger gennem tremmevinduerne med at oplyse hallen. »Det regner temmelig meget her i området, så vi bruger hallen til at træne teknik og til at få noget boldføling. Det er selvfølgelig ikke det samme, men vi bliver nødt til at lukke banerne, når det regner, som det gør i øjeblikket, ellers bliver de ødelagt«, siger vicepræsidenten. Drengene er ligeglade. Også selvom en svag lugt af urin stiger op fra det ene hjørne. For dem handler det om at udføre øvelserne ordentligt, og så er omgivelserne ikke så vigtige. Sveden pisker af dem, og de giver alt, hvad de har, mens det næste hold af elever står uden for og gør sig klar til at komme ind i hallen. De er i gang med strækøvelser efter en løbetur rundt på universitetet, og nu står de som soldater på række, og følger trænerens ordre om at strække låret, så læggen og til sidst låret igen. »Nogle af drengene bor her på skolen, mens dem der kommer her fra Wuhan tager hjem til deres familier hver dag. Vi ville gerne have dem alle sammen boende, men desværre har vi ikke plads, og vi får ikke nye boliger før om et par år«, fortæller Li Jia Xin. Ingen fremvisning af værelser Vi går forbi en række af husene, hvor eleverne bor. Uden for hænger den ene fodboldtrøje efter den anden til tørre ved siden af shorts og underbukser, og selvom 'Vejen til VM' spørger op til flere gange, om den må se værelserne, går kineserne langt uden om og ignorerer forespørgslen. I stedet bliver vi ført ud til et stykke sump, hvor vicedirektøren forklarer, at der skal bygges nye værelser til alle eleverne, og at skolen bliver endnu bedre, end den allerede er. »Drengene står op klokken 6.30 om morgenen, hvor de har en times fysisk træning, inden de får morgenmad. Så træner de igen indtil frokost, hvor efter der er hvile, inden de skal ned og have almindelige skoleklasser. Efter skolen skal de lave lektier, og når det er overstået skal de spise, inden der skal være ro klokken 22.00«, fortæller Mr. Xin. Vi trasker væk fra værelserne og går ned ad betonstien mod en af mudderbanerne. Længst væk løber en af klasserne rundt og spiller på små jernmål, og nede på banen bagved et gammelt falde-færdigt skur er to hold i gang med en træningskamp. Trøjer og shorts De er fra samme klasse. Årgang 86 - en klasse på 32 elever, som alle har været på skolen i fem år. I dag har de fået trøjer og shorts, og hvis man ikke fik det at vide, ville man tro, at det var to forskellige klubber i et opgør i den lokale ungdomsturnering. »Skolen er ikke mere end 10 år gammel. Det var først, da vi gennemgik fodboldreformen, hvor staten holdt op med at finansiere alle holdene i Kina, og i stedet overlod det til det frie marked, at vi åbnede op for de her skoler. Det blev besluttet at staten skulle finansiere skolerne i stedet, så man kunne få uddannet nogle spillere, som kunne være med til at højne standarden inden for kinesisk fodbold«, siger han. I dag skal eleverne ud over kosten betale en afgift på cirka 6.000 kroner om året for at være elever på skolen. Til gengæld får de en uddannelse, som gerne skulle føre dem til en professionel tilværelse i enten en af de mange provinsligaer eller i den store nationale liga, hvor de kinesiske stjerner spiller. »Med reformen blev det også lavet sådan, at spillerne kan handles i Kina. Der er blevet et marked for spillere, og derfor kommer klubberne i dag herud for at forsøge at få de bedste af drengene til at skrive under på en kontrakt. For hver spiller de får fra skolen, skal de betale en lille sum penge, som skolen kan bruge i sit arbejde for at udvikle flere talenter«, siger Li Jia Xin. Drengene går til den. Mudderet sidder i tykke flader op ad benene, og de hvide trøjer er i gang med at skifte farve til brunt. Tacklingerne synger ud til træneren, der går op og ned langs sidelinien og dirigerer med begge hold. Møde med talenter To af spillerne bliver skiftet ud, fordi de skal tale med 'Vejen til VM'. Kineserne sørger omhyggeligt for, at vi møder det største af skolens talenter, der har været på træningsophold hos Stockport i England. Alle de mange jakkesæt har taget opstilling omkring den interimistiske bænk, for at høre hvad drengene har at sige. »Jeg kunne bedre lide det i England. Der var der tid til at gå ud og shoppe eller gå i biografen. Det må vi ikke her - der er alt for strikse regler, og det er ikke nær så sjovt«, siger den 17-årige Han Lin Yao forsigtigt. Han taler meget lavt og stirrer ned på jorden uden at løfte blikket. Han virker genert over de mange mennesker, der står og lytter, men han får alligevel sagt lidt. »I England spiller de, fordi de skal være glade. Sådan er det ikke her i Kina. Alting bliver overvåget, og vi har ikke tid til andet end fodbold. Man mister glæden ved at spille«, siger Han Lin Yao. Afkald på normalt liv For at være elever på skolen, har drengene givet afkald på et normalt ungdommeligt liv. Når de gamle venner skal til fødselsdag for at holde fest og danse, må fodbolddrengene pænt blive hjemme og forberede sig til næste dags træning. »Selvfølgelig savner jeg de ting, men det må vi bare ikke. Og så er der jo ikke noget, vi kan gøre ved det. Reglerne på skolen er stramme, men det kan ikke være anderledes, hvis vi skal blive gode fodboldspillere«, siger Yaos holdkammerat Xia Lun. Inde på banen flyver bolden frem og tilbage i et tempo, som drengene ikke helt kan styre. Mudderet har revet et par knæ op, og blodet trækker lange røde streger ned gennem mudderet på skinnebenet. Alligevel bliver der gået til den. Alle giver sig 100 procent, i håbet om at de kan imponere træneren med deres kundskaber. Men hvis det ikke er rart at være her, hvorfor bliver I så? Hvad er det, der driver jer til at blive og træne så hårdt, som skolen forlanger? »Jamen, det er da ikke så svært at svare på. Vi vil jo alle sammen gerne prøve at komme med til VM«, siger Xia Lun, inden han går hen til træneren for at blive skiftet ind på banen igen.