Lyt til artiklen
For efterhånden et sølvbryllupstids siden sagde håndboldkoryfæet Michael Fenger, 234 landskampe, til mig – det var en mørk aften i et lækkert rækkehus i Hellerup – at det i hans øjne var forbavsende, at så få topidrætsfolk skyder sig selv, når de træder ind i det liv og den stilhed, der venter efter karrieren.
Det var hans påstand, at mange sportsfolk får sig et alvorligt chok, når klapsalverne dør ud og det blændende, smukke og varme rampelys slukkes – og de, sportsfolkene, nærmest fra den ene dag til den anden smides over i den virkelighed, der er vores, vi almindelige, medaljeløse skatteyderes hverdag.
