Gradvis fik Mads Beierholm sværere ved at koncentrere sig om fodbold. I 00’ernes Vejle Boldklub fik den talentfulde midtbanespiller ellers gode muligheder for at vise sig frem i Superligaen, men spillet på banen gled stadig mere i baggrunden, mens en anden form for spil tog over uden for: poker. En stor del af hans hverdag handlede pludselig om satse masser af penge på at have gode kort på hånden.
Over årene spillede Mads Beierholm så stor en formue op, at han på et tidspunkt skyldte en kammerat 100.000 kroner. Og han optog flere kviklån for at finansiere pokerspillet. Samtidig faldt hans karriere sammen. Han gik fra at være den yngste målscorer i Superligaens historie og være udråbt som et kæmpetalent til at spille i miniputklubber som islandske Fylkir, Brabrand og Odder. En total deroute.




























