Jeg prøver at lave snigeren ud af den iberiske hedebølge. Brændende luftmasser vælder op over Spanien fra Sahara. Klokken kvart i seks en mørk morgen i de sydspanske bjerge bliver jeg hentet af min housekeeper, som hverken er nyankommen bådflygtning eller underbetalt lokal arbejdskraft, men derimod en behjertet engelsk dame ved navn Jennifer. Som så mange andre briter har hun søgt tilflugt på spanske breddegrader. Mellem en og to millioner lever i Spanien, alt efter hvordan man tæller.
»London er koldt, vådt og ramt af terror«, siger hun. »Mange af os har søgt lykken, friheden og freden hernede i Spanien. Men vi er udstødt og forhadte af spanierne, som har opfattet Brexit som en personlig forulempelse. Vi er fremmedfjendske, synes de. Vi kan ikke tænke den europæiske tanke til ende, samtidig med at vi prøver at nyde godt af den hernede. Vi bilder os stadig ind, at vi er verdens herrefolk, men sandheden er nok en anden«.
