Egentlig var kvinden på podiet af den undseelige slags – ganske lav, en sort-hvid kjole, brunt pagehår og en spag stemme. Men hendes ord var så store, at de vakte opsigt i sig selv.
Det var en formiddag sent i november, og den brasilianske anklager Fabiana Schneider talte på konferencen Play the Game, hvis mål er at styrke gennemsigtighed i idræt. Fra podiet på et hotel i Eindhoven tegnede hun skitsen af en enorm korruptionssag, der har rystet den olympiske idrætsverden de seneste måneder.


























