Der kan komme op til seks nye kælkdiscipliner i forhold til legene i Pyeongchang på OL-programmet om fire år.
Foto: Michael Sohn/AP

Der kan komme op til seks nye kælkdiscipliner i forhold til legene i Pyeongchang på OL-programmet om fire år.

Sport

Forbund håber på udvidet program ved OL om fire år

Flere discipliner er i spil til en plads på programmet til vinter-OL i 2022.

Sport

Knap nok er vinter-OL i sydkoreanske Pyeongchang slut, før søgelyset retter sig mod Beijing i Kina, der er vært for legene om fire år.

Interessen centrerer sig især om, hvilke discipliner der kan blive aktuelle på programmet, når den kinesiske millionby står for arrangementet.

Der vil ikke blive præsenteret nye sportsgrene i Beijing, men de specialforbund, som allerede er inde i varmen, har budt ind med flere fornyelser af programmet. Forslagene kan ses som en forlængelse af Den Internationale Olympiske Komités ’Agenda 2020’, der blandt andet skal fremme kvinders deltagelse i de olympiske lege.

I Pyeongchang var nordisk kombineret, der består af langrend og skihop, den eneste konkurrence udelukkende for mænd. Det vil Det Internationale Skiforbund, FIS, gerne råde bod på, og derfor er håbet, at kvinder får mulighed for at dyste om medaljer i disciplinen om fire år.

FIS foreslår også, at der i lighed med andre sportsgrene bliver en konkurrence for blandede hold i skihop, og som et sidste skud i bøssen vil forbundet have freestyle ski-disciplinen big air inkluderet på det olympiske program for både herrer og kvinder.

Ved legene i Pyeongchang blev der introduceret fire nye discipliner, hvoraf massestarten i speedskating, big air i snowboard og mixedkonkurrencen i curling var en succes.

Derimod skal der nok arbejdes med at få den alpine holdkonkurrence til at rykke sig, for i Sydkorea var interessen fra både tilskuere og deltagere til at overse.

Et faktum var det i hvert fald, at de største navne helt så bort fra holddisciplinen, hvor to løbere ad gangen kørte ned ad slalompisten. Det gentog sig fire gange, men stjerner som Mikaela Shiffrin og Marcel Hirscher lod sig ikke lokke til start af olympisk hæder.

Derimod er Det Internationale Curlingforbund, WCF, trods en dopingsag, der kostede de russiske bronzevindere medaljen, opmuntret af succesen med mixedkonkurrencen. Derfor har WCF søgt om at få udvidet turneringen fra de nuværende 8 hold til at omfatte 16 hold i 2022.

Flest nye discipliner foreslår Det Internationale Kælkeforbund, FIL. Hele seks yderligere medaljesæt ønsker FIL på programmet i 2022, og det drejer sig blandt andet om en udvidelse af discipliner for kvinder (toerkælk) og en ny sprintdisciplin for både herrer og kvinder samt toer for begge køn.

Mest spektakulært er det dog, at FIL foreslår enerkælk for både herrer og kvinder på en naturanlagt bane. I modsætning til de konstruerede baner består en naturlig bane af allerede eksisterende veje og stier på et bjerg.

Der har været holdt verdensmesterskaber på naturlige baner siden 1979 og europamesterskaber siden 1970.

Skiskydning (mixedkonkurrence med en herre og en kvinde), holdkonkurrencer i bobslæde og skeleton samt synkronkunstskøjteløb er ligeledes i spil til en plads på programmet i Beijing om fire år.

Hvilke discipliner der får grønt lys og bliver lukket ind i den olympiske varme, skal falde på plads senest tre år inden legene åbner 4. februar.

Men så lang tid behøver de håbefulde forbund ikke vente, for eksekutivkomiteen i Den Internationale Olympiske Komité, IOC, vil allerede på et møde i juli tage stilling til de mange forslag.

Arrangørerne af legene kan bede om at få nye sportsgrene på programmet, men det er ikke tilfældet i Beijing, oplyste IOC i forbindelse med legene i Sydkorea.

IOC anerkender tre vintersportsgrene, der ikke har en plads på OL-programmet. Det drejer sig om bandy, bjergbestigning på ski og isklatring.

Sidst en helt ny sportsgren blev optaget på det vinterolympiske program, var speedskating på den korte bane, som kom gennem nåleøjet i 1992.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce