Vennesæl og hårdtslående, rap i munden og kvik på næverne, en legendarisk skikkelse i dansk boksning og en folkets fighter, der nåede imponerende højder, men aldrig blev for stor til at huske, hvor han kom fra.
Jørgen Hansen, der døde torsdag aften kort før sin 75 års fødselsdag, var både en idrætsmand og et menneske, det var uhyre vanskeligt ikke at holde af, og han tilkæmpede sig såvel via talrige dramatiske opgør i ringen som sin ligefremme væremåde en enorm popularitet, der fulgte ham også længe efter, han ikke befandt sig i rampelysets centrum.


























