Optakt: Efter uafgjort mod Messi er Islands helte favorit mod superørnene

De islandske spillere fejrede det uafgjorte resultat mod Argentina, som var det en sejr.  Victor Caivano/AP
De islandske spillere fejrede det uafgjorte resultat mod Argentina, som var det en sejr. Victor Caivano/AP
Lyt til artiklen

99,6 procent af dem, der lørdag eftermiddag ved 16-tiden så fjernsyn på Island, havde fundet kanalen, der viste deres mandlige fodboldheltes første VM-kamp nogensinde.

Efter præstationen ved EM i Frankrig for to år siden - kvartfinalen blev endestationen - steg landsholdets popularitet betydeligt. Med lørdagens 1-1-resultat mod de dobbelte argentinske verdensmestre blev den sandsynligvis endnu større, og hvilke højder vil den dog blive taget til, hvis Island i dag slår Nigeria i Volgograd og bringer sig tæt på et avancement til ottendedelsfinalerne?

Islændinge kæmpede sig til det overraskende point ved en kombination af den vanlige, heroiske fight og at løbe lungerne fulde i samtlige 90 minutter, dygtighed og en portion held - og så selvfølgelig Randers-målmand Hannes Halldorssons store kampe med straffesparksredningen på Lionel Messis svage spark som højdepunktet.

Hú!: Island deler overraskende point med Argentina ved VM

Men »pointet mod Argentina vil være ubrugeligt, hvis vi ikke fokuserer på Nigeria og får et resultat« slår Islands anfører, Aron Gunnarsson, klogeligt fast overfor AP.

Og er der et hold, som, bedømt på deres første gruppekamp, skal komme ud med et helt andet udtryk, er det nemlig de afrikanske superørne, som godt nok er unge, men også indeholder potentiale.

Mod Kroatien var holdet en stor skuffelse og skabte ingen chancer, ja, det var nærmest usynligt kampen igennem, og det skal der laves om på mod Island, som Nigeria skal slå for at gøre sig forhåbninger om at gå videre fra gruppespillet for fjerde gange i deres VM-historie.

Holdet med den tunge arv vinder VM-premieren

»Hvis vi vinder den kamp, er alt fortsat muligt i forhold til at kvalificere os videre«, siger afrikanernes tyske træner, Gernot Rohr, til AP.

Det lugter af et fysisk hårdt opgør, hvor der bliver gået til stålet, og hvor det smukke, polerede fodboldspil er smidt over på en anden bane. Bedømt på den første kamp er Island favorit.

Thomas Mielcke

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her