Var det noget med en kamp lørdag aften klokken 20.00 mellem Danmark og Rusland om at komme i en VM-semifinale?
Det lyder lidt utroligt, men kan blive virkelighed senere på aftenen, hvis herrelandsholdet slår Kroatien.
Rusland skabte nemlig en stor overraskelse ved at vinde over et tamt spansk landshold efter 120 minutter og straffespark.
Her blev målmand Igor Akinfeev den store helt ved at redde to spanske spark, mens russerne scorede på de fire forsøg, som det krævede for at vinde.
En del timer inden de afgørende øjeblikke lignede Spanien sammen med Belgien ellers den største favorit til at gå videre til kvartfinalerne inden de 8 ottendedelsfinaler med tanke på henholdsvis Ruslands og Japans niveau i gruppespillet.
Derfor var det ingen overraskelse, at spanierne som set så ofte før tog kontrollen mod de russiske værter og havde bolden i omkring 75 procent af tiden i hele opgøret.
Eller at Sergio Ramos blev afgørende ved en scoring efter en dødbold.
Med kun 12 minutter spillet fik den spanske anfører nemlig presset Sergei Ignashevich så meget i en duel i feltet, at bolden ramte russerens hæl og gik i mål, mens han havde al fokus på at holde fast i Ramos.
Men overraskelser var der i Moskva. Det var for det første opsigtsvækkende, at træner Fernando Hierro havde valgt at parkere Andrés Iniesta på bænken.
Derfor skulle Marco Asensio, David Silva og Isco kreere det spanske spil bag angriber Diego Costa. I vanlig stil skabte de spillere et hav af præcise afleveringer til hinanden og de andre medspillere, men det foregik som hovedregel alt for langsomt og sidelæns.
Nu starter VM-dramaet fra pletten: Er det virkelig en fordel at sparke straffe først?Det førte til den næste overraskelse i løbet af søndagens første ottendedelsfinaleopgør.
Russerne kunne matche spanierne. Både før og efter Artem Dzyuba på kølig vis sendte bolden den ene vej og David De Gea den anden på et straffespark til stillingen 1-1 i slutningen af første halvleg.
At Dzyuba fik den mulighed skyldtes, at Gerard Pique hoppede op i en hovedstødsduel med den ene arm højt strakt over hovedet, hvorefter bolden ramte samme arm.
Situationen mindende på sin vis om Yussuf Poulsens mod Australien. Pique havde dog armen meget længere oppe i luften end Poulsen.
På trods af den russiske udligning fik de spanske profiler ikke tvunget kampen ud af dens tomgang ved at spille i det høje tempo, som de er i stand til. I stedet flyttede spanierne bolden fra side til side i bedste 'krabbe-stil', uden det var nok til at få scoret en gang mere i den regulære spilletid.
De spanske spillere virkede mere bange for at blive en del af en stor VM-overraskelse end opsat på at forsøge en uventet direkte bold eller dribletur.
Det gik dog en anelse bedre for Spanien, når indskiftede Iniesta havde bolden. Iniesta fik spillet flere gode bolde i dybden end David Silva, som han afløste, og havde også 2. halvlegs bedste aktion, da han sparkede hårdt og fladt mod den ene stolpe. Skuddet blev dog stoppet af Akinfeev, og så havde Rusland allerede vundet en halv sejr ved at få opgøret ud i forlænget spilletid.
VM-overblik: Sådan mødes de 4 europæiske hold i semifinalerneI løbet af de ekstra 30 minutter videreførte Rusland stilen fra de første 90. Man stod tæt i sine kæder med samtlige 11 mand på egen banehalvdel og ventede på den ene afgørende kontramulighed eller straffesparkskonkurrencen.
Da vi nåede så langt viste Igor Akinfeev sig som en bedre målmand end David De Gea.
Derfor blev den største af alle overraskelserne en realitet, og det russiske VM allerede nu en stor succes for VM-værterne.
Politikens stjernebarometer
- Igor Akinfeev, Rusland, 2
- Sergio Ramos, Spanien, 1
fortsæt med at læse




























