Med sine snart 50 år på bagen har den europæiske Super Cup historien og traditionerne med sig, men alligevel emmer mødet mellem vinderne af Champions League og Europa League langtfra af samme prestige som andre fodboldfinaler.
Godt nok får vinderne både guldmedaljer og en imponerende pokal med hjem, men hvor mange af de mindste detaljer fra en Champions League-finale står knivskarpt blandt fodboldfans i årevis, så fortaber endda mål scoret i en Super Cup-finale sig i et slør af lettere ligegyldighed.




























