Det bliver inden for en årrække muligvis lettere for klubberne i den danske Superliga at blive matchet internationalt. Men ikke nødvendigvis på allerhøjeste niveau i Champions League eller på 2. klasse i Europa League. Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) og den magtfulde sammenslutning af europæiske klubber European Club Association (ECA) er nemlig blevet enige om at starte en helt tredje europæisk turnering.
Efter planen skal det ske fra sæsonen 2021/22, hvor en opgradering fra 80 til 96 hold i de europæiske turneringer vil blive søsat. Strukturen omkring det tredje europæiske ben i Uefa’s klubportefølje er endnu ukendt. Sikkert er det dog, at der vil være 32 klubber med, hvilket betyder, at Europa League fra 2021 vil bestå af 32 hold – ganske som Champions League.



























