Håndbold: KIF Kolding har indgået et forlig med Håndbold Spiller Foreningen, der derfor har trukket sin konkursbegæring mod klubben tilbage, fordi flere tidligere spillede havde penge til gode. »Det er en fornøjelse at stå i hallen i dag. Det har været en lettelsens suk, at vi kunne få den væk (konkursbegæringen, red.) fra vores system. Det er både nye og gamle investorer, der har lagt penge, med en hovedvægt på de gamle. Vi har en udfordring i stadig at skulle arbejde lidt med den gamle gæld, og når den er væk, står der nye investorer klar til at hjælpe os videre«, siger klubbens formand, Brian Stein, til TV2. KIF Kolding spillede fredag aften 26-26 i ligaen mod Skanderborg, der var bagud 26-23, men udlignede et halvt minut før tid.
Direkte sport i tv
Badminton: Makkerparret Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen stod for en mindre sensation, da de i kvartfinalen ved China Open slog de forsvarende verdensmestre i herredouble, kineserne Li Junhui og Liu Yuchen. Sejren blev i to sæt med cifrene 21-12, 21-13. Danskerne skal i lørdagens semifinale møde useedede Chen Hung Ling og Wang Chi-Lin fra Taiwan. I damebouble tabte Maiken Fruergaard og Sara Thygesen til det japanske par Misaki Matsutomo og Ayaka Takahashi efter tre tætte sæt. Christinna Pedersen og Mathias Christensen leverede et fantastisk, men forgæves comeback i mixed double. De 2.-seedede kinesere, Wang Yilyu og Huang Dongping, førte 20-15 i tredje sæt, men danskerne udlignede og havde selv to matchbolde, inden kineserne udnyttede deres tiende til at vinde 24-22, 13-21, 28-26.
Fodbold: Angriberen Emil Berggreen er netop vendt tilbage fra en skade, men har pådraget sig en ny, så han også misser Mainz' udekamp i denne weekend mod Bayer Leverkusen.
Verdenskortet: Antallet af danskere i udlandet runder endnu en vild milepælBordtennis: To danske doublespillere er med hver deres udenlandske makker klar til kvartfinalerne ved EM i Alicante. Jonathan Groth og tyskeren Patrick Franziska, der er forsvarende europamestre og topseedede, vandt helt suverænt 4-0 (11-3, 11-8, 11-7, 11-3) over portugiserne Diogo Carvalho/Diogo Chen og møder lørdag formiddag Alvaro Robles, Spanien/Ovidiu Ionescu, Rumænien. Tobias Rasmussen spiller sammen med englænderen Samuel Walker, og de vandt ligeledes 4-0 (11-7, 11-9, 11-6, 12-10) over ungarerne Nandor Ecseki/Adam Szudi og møder i kvartfinalen tyskerne Ruwen Filus/Ricardo Walther.
Jonathan Groth er desuden blandt de sidste 16 i single, efter han endnu en gang besejrede Diogo Carvalho (nummer 170 på verdensranglisten i single). Med 14-16, 11-4, 11-8, 11-2, 11-9 spillede Groth (nr. 18) sig frem til en ottendedelsfinale lørdag mod endnu en kamp mod Ovidiu Ionescu (nr. 59). 20-årige Anders Lind (nr. 110) var efter sin sejr i 1. runde over svenskeren Mattias Falck (nr. 20) chanceløs mod den rutinerede græske defensiveksperr Panagiotis Gionis (nr. 74), der vandt 11-89, 11-6, 11-5, 11-4.
Golf: Oliver Fisher satte rekord European Tour, da den 30-årige englænder gik anden runde af Portugal Masters i 59 slag - 12 under banens par - hvilket er den bedste runde nogensinde gennem 46 år, hvor der er spillet over 690.000 runder på European Tour. Fisher leverede ti birdies og en enkelt eagle på superrunden, der giver en delt føring i 12 under par. Lucas Bjerregaard er bedst af de de fire danskere, der klarede cuttet, på 25.-pladsen 6 slag efter de førende. Fredag blev der også leveret en runde i 12 slag under par på Challenge Touren, da englænderen Matt Ford tog føringen i Frankrig, men på par-72-banen var det en runde i 60 slag. Martin Ovesen og Joachim B. Hansen henholdsvis 6 og 7 slag efter Ford som nummer 3 og 6.
Tennis: US Open-mesteren Naomi Osaka er klar til semifinalen i hjemlandets Pan Pacific Open efter sejr over Barbara Strycova i to sæt med cifrene 6-3, 6-4. Det var Osakas 9. sejr på stribe. I semifinalen skal japaneren møde Caroline Wozniackis besejrer, Camila Giorgi. Italieneren gik videre, da hendes modstander, den tidligere verdensetter Victoria Azarenka, måtte opgive ved stillingen 5-3 til Giorgi. Den anden semifinale står mellem Karolina Pliskova og Donna Vekic.
Doping: Selv om det de russiske antidopingmyndigheder torsdag fik ophævet næsten tre års udelukkelse af det Det Internationale Antidopingagentur, Wada, må den store nations atletikudøvere vente med at juble. Ifølge Sebastian Coe, der er præsident i Det Internationale Atletikforbund (IAAF), mangler Rusland stadig at opfylde to kriterier, før landets atletikudøvere atter kan stille op ved internationale mesterskaber. IAAF kræver, at Rusland indrømmer landets omfattende og statsstyrede dopingprogram som påvist i McLaren-rapporten, og de russiske myndigheder skal også give adgang til data fra dopingtester fra laboratoriet i Moskva i perioden fra 2011 til 2015.
Splittede dopingjægere indgår kompromis med RuslandRoning: Et af dansk ronings store talenter og håb frem mod de olympiske lege i Tokyo om to år, Aja Runge Holmegaard, stopper karrieren med øjeblikkelig virkning. Hun har netop vundet VM-sølv i letvægtsfireren og var udset til at udgøre dobbeltsculleren sammen med Juliane Elander Rasmussen med henblik på en OL-satsning. Men overvejelser omkring helbred og økonomi får nu talentet til at sige stop.
»Der er nogle omkostninger for mit helbred og min økonomi, som gør, at jeg ikke føler, at det er holdbart frem mod OL i 2020. Jeg har haft de her overvejelser igennem hele sæsonen, særligt efter at min læge sagde til mig, at jeg skulle overveje om det fremtidigt var sundt for mig at være i den her vægtklasse. Jeg kunne så vælge at skifte til den tunge klasse, men det vil stadigvæk være meget slidsomt, og jeg ville skulle bruge meget tid og energi på vægttræningen og på at bygge kroppen op til at ro i den tunge klasse«, siger Aja Runge Holmegaard i en pressemeddelelse.
Fodbold: Manchester City har forlænget kontrakten med den argentinske angriber Sergio Agüero med yderligere et år, så den nu løber frem til sommeren 2021. Det skriver klubben på sin hjemmeside. Den 30-årige Agüero har været i den City siden 2011 og er med 204 mål i alle turneringer den mest scorende spiller i klubbens historie.
Cykling: Riwal CeramicSpeed Cycling Team har skrevet kontrakt med de to danske talenter Mathias Norsgaard og Andreas Kron på henholdsvis 21 og 20 år. Kontrakterne løber to år fra januar 2019.
Speedway: Forrige lørdag vandt den polskviceverdensmester Patrik Dudek det slovenske grandprix i Krsko. Tre dage efter styrtede han i semifinalen i den svenske liga og brækkede armen. Men trods en lynoperation hos en kirurg i Barcelona kan Dudek ikke køre i lørdagens grandprix i Teterow, der er sæsonens næstsidste. Dudeks afbud baner vejen for Niels Kristian Iversen, der er førstereserve.
Motorsport: Christian Lundgaard kan komme et stort skridt den samlede sejr i formel Renault 2.0 Europa Cup, når der denne weekend afvikles to afdelinger på den tyske grandprix-bane i Hockenheim. Den 17-årige dansker fører med 13,5 point foran briten Max Fewtrell efter sine hidtidige tre sejre og i alt otte podieplaceringer. Sæsonen slutter med yderligere to løb 20. og 21. oktober i Barcelona.
Fodbold: FC Københavns Nicolai Thomsen måtte udgå med en skulderskade efter 61 minutters spil af Europa League-opgøret mod Zenit Skt. Petersborg. Efterfølgende fik den centrale midtbanespiller sat skulderen på plads igen af klublægen David Cosgrave
Bordtennis: Anders Lind leverede en stor overraskelse ved i 1. runde ved EM at besejre svenske Mattias Falck med 4-3 i sæt. Falck, der er nr. 8 på den europæiske rangliste, havde to matchbolde ved stillingen 10-8 i afgørende sæt, men danskeren overlevede og vandt sættet 13-11. Jonathan Groth, der er nr. 6 i Europa, er også videre efter en sejr på 4-2 i sæt over Yevhen Pryshchepa fra Ukraine.
Amerikansk fodbold: For første gang i næsten to år smagte Cleveland Browns sejrens sødme i den nordamerikanske NFL-liga, da det på hjemmebane blev til en 21-17-sejr over New York Jets.
Golf: Justin Rose fra England, Tiger Woods og Rickie Fowler fra USA og flere af de øvrige spillere, som deltager i næste uges Ryder Cup mellem Europa og USA, har tilsyneladende ramt topformen på rette tid. Efter torsdagens første runde af Tour Championship i Atlanta i USA deler Woods således 1. pladsen med Fowler i 65 slag. Et slag efter på en delt 3. plads ligger Justin Rose, og derefter følger fire andre spillere, som også er udtaget til golfsportens mest prestigefyldte holdturnering, der i år afvikles på Le Golf National-banen i Paris.
fortsæt med at læse




























