For første gang siden 2007 er hverken Cristiano Ronaldo eller Lionel Messi verdens bedste fodboldspiller. Ved et stort gallashow i London arrangeret af Det Internationale Fodbolddforbund, Fifa, var det derimod den lille kroatiske troldmand Luka Modric, der løb med prisen.
33-årige Modric var den helt store skikkelse på Kroatiens landshold, der ved sommerens VM-slutrunde i Rusland nåede frem til VM-finalen, som holdet dog tabte til Frankrig.
På klubplan har Luka Modric desuden været en af de bærende spillere hos Real Madrid, og han har været med til at vinde Champions League fire gange.
Modric vandt prisen foran netop Ronaldo og Mohamed Salah - Liverpools egyptiske topscorer.
Cristiano Ronaldo og Lionel Messi har vundet prisen fem gange hver de seneste 10 år.
Fifa kårede også årets hold, og af de 55 nominerede spillere, blev disse 11 valgt:
- David de Gea, Manchester United
- Dani Alves, Paris Saint-Germain
- Raphael Varane, Real Madrid
- Sergio Ramos, Real Madrid
- Marcelo, Real Madrid
- Luka Modric, Real Madrid
- N'Golo Kante, Chelsea
- Cristiano Ronaldo, Juventus
- Kylian Mbappe, Paris Saint-Germain
- Lionel Messi, FC Barcelona
- Eden Hazard, Chelsea
I kategorien verdens bedste målmand gik prisen til den belgiske landsholdsmålmand Thibaut Courtois, der var med til at vinde bronze ved VM. Efter slutrunden blev Real Madrid-målmanden ligeledes kåret til slutrundens bedste keeper.
I denne kategori havde den danske målmand Kasper Schmeichel muligheden for at gå i sin far Peters fodspor som verdens bedste, men sammen med den franske verdensmester Hugo Lloris måtte Leicesters ankermand se sig overhalet af Courtois.
Det var i 1992 og 1993, Peter Schmeichel vandt prisen som verdens bedste målmand.
Årets træner blev Didier Deschamps, der førte Frankrig til verdensmesterskabet efter en finalesejr over Kroatien. Sammen med Franz Beckenbauer, Tyskland, og Mario Zagallo, Brasilien, er Deschamps den eneste, der har vundet VM som både spiller og træner.
I 1998 var Didier Deschamps anfører for Frankrig, der vandt titlen på hjemmebane.
Hans holdkammerat ved den lejlighed, Zinedine Zidane, vandt prisen sidste år.
Bedste træner for et kvindehold blev Reynald Pedros, der står i spidsen for den franske klub Lyon.
Årets mål stod Liverpools Mohamed Salah for. Egypteren fik prisen efter en netafstemning, hvor hans mål i en kamp mod Everton fik flest stemmer.
Til gengæld blev Salah forbigået til årets hold.
Af andre priser kan nævnes:
- Fanprisen: Peru
- Fairplay-prisen: Lennart Thy, Venlo
- Årets kvindelige spiller: Marta, Brasilien
fortsæt med at læse





























