FAKTA
Direkte sport i tv
Golf: Thorbjørn Olesen er blandt de første, der skal i aktion, når den traditionsrige Ryder Cup begynder i Paris fredag morgen. Olesen, der er Ryder Cup-debutant, skal i fredagens fourballs i aktion med ireren Rory McIlroy mod USA's Dustin Johnson og Rickie Fowler ved Ryder Cup. (se program i faktaboks)
Fodbold: FC København havde ikke de store problemer, da holdet tidligt torsdag aften spillede sig videre fra tredje runde i DBU Pokalen. På udebane mod danmarksserieholdet Viby fra Aarhus vandt Ståle Solbakkens mandskab med 3-0. Den cypriotiske angriber Pieros Sotiriou blev afgørende med de to første mål, et i hver halvleg. FCK stillede ellers med en lang række reserver og unge spillere, men det forhindrede ikke holdet i at sætte sig tungt på opgøret, og det skortede ikke på store chancer til favoritten. Med sejren er FCK klar til ottendedelsfinalerne i pokalturneringen.
Håndbold: Skjerns danske mestre har fået en glimrende start på Champions League med to sejre, mens det har knebet mere i ligaen. Derfor var det tiltrængt, at klubben torsdag vandt hjemmekampen mod Lemvig-Thyborøn. Efter to liganederlag i træk vandt Skjern med 30-25 efter 15-14 ved pausen og kom dermed på 6 point for seks kampe. Lemvig er noteret for 3 point.
Badminton: Viktor Axelsen ligger ikke længere nummer et på verdensranglisten. Da listen blev opdateret torsdag faldt han fra første- til tredjepladsen. Dermed fik han i denne ombæring rundt regnet et år på toppen af listen, da han strøg til tops 29. september sidste år. Ny nummer et er japaneren Kento Momota, mens kineseren Shi Yuqi indtager andenpladsen. Anders Antonsen er næstbedste dansker på listen som nummer 18.
Fodbold: Cristiano Ronaldo slap med en enkelt spilledags karantæne for sin første udvisning i Champions League. Juventus-stjernen blev i sidste uge udvist efter en halv times spil, da den italienske storklub åbnede gruppespillet med en 2-0-sejr ude over spanske Valencia. Torsdag har Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) disciplinærkomité taget stilling til sagen. Efter en nærkamp inde i Valencia-feltet havde Ronaldo tilsyneladende sin ene hånd tæt på Valencia-spilleren Jeison Murillos ansigt, og dommeren kvitterede med direkte rødt til Ronaldo, der oprørt forlod banen. Tv-billeder kunne ikke påvise, at portugiseren slog sin modstander eller gjorde andet, der skulle give et rødt kort, og Ronaldo brød ud i gråd ved udvisningen. Han kan være tilbage igen, når Juventus to uger senere skal på besøg hos Manchester United, hvor portugiseren tidligere i karrieren har været på kontrakt. Udvisningen mod Valencia var Cristiano Ronaldos første gennem 15 sæsoner i Champions League.
Fodbold: FC Barcelona forlængede torsdag kontrakten med midtbanespilleren Sergio Busquets, så den nu er gældende frem til sommeren 2023. I samme ombæring steg spillerens frikøbsklausul fra 200 millioner euro til 500 millioner euro! Med andre ord skal interesserede klubber lægge et beløb svarende til mere end 3,7 milliarder kroner, hvis de vil have fingrene i Busquets inden for denne kontraktperiode. Barcelona har gjort det til et varemærke at hæve disse klausuler betragteligt, efter Neymar smuttede fra klubben til franske Paris Saint-Germain for 222 millioner euro i 2017.
Tennis: Skotske Andy Murray, der på grund af skade og operation er dalet til en placering som nr. 311 på ranglisten, fik torsdag en fin opmuntring, da han ved kinesiske Shenzhen Open besejrede den topseedede belgier David Goffin 6-3, 6-4 og dermed er fremme i kvartfinalen. Her skal han møde den rutinerede spanier Fernando Verdasco, der i en lang kamp knækkede japaneren Taro Daniel 3-6, 6-2, 7-5.
- ATP-kvartfinaler i Shenzhen Open:
- A. Murray (St.br.) - F. Verdasco (Spa)
- C. Norrie (St.br.) - Y. Nishioka (Jap)
- A. De Minaur (Aus) - D. Dzumhur (Bos)
- A. Ramos-V (Spa) - P.H. Herbert (Fra)
Fodbold: Christian Eriksen er i øjeblikket ikke i stand til at spille kampe for Tottenham. Den 26-årige midtbanespiller har ifølge AFP problemer i maveregionen og går glip af lørdagens opgør mod Huddersfield i Premier League. Manager Mauricio Pochettino oplyser, at skaden opstod i sidste weekend, hvor Tottenham besejrede Brighton med 2-1 på udebane. Manageren nævner specifikt, at han håber, at Eriksen er klar til kampen mod FC Barcelona i Champions League på onsdag. Det danske landsholds næste opgave 13. oktober ude mod Irland i Nations League burde umiddelbart ikke komme i fare for Eriksen.
Fodbold: Fra og med næste sæson indfører Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, den såkaldte Video Assistant Referee (VAR) i Champions League. Dermed får dommerne mulighed for at se kendelser igennem på video, hvis de er i tvivl om noget. Systemet blev ligeledes brugt ved sommerens VM-slutrunde i Rusland, og er siden implementeret i flere store europæiske ligaer.
Badminton: 2. runde blev endestationen for Viktor Axelsen ved Korea Open. Den topseedede dansker tabte i to sæt til kinesiske Zhao Junpeng, der er nummer 63 på verdensranglisten. Sætcifrene lød 25-27, 9-21 i kineserens favør. I mixeddouble gik Mathias Christiansen og Christinna Pedersen videre til 3. runde. De andenseedede danskere vandt 21-13, 22-20 over Chen Tang Jie og Peck Yen Wei fra Malaysia.
Tennis: Caroline Wozniackis besejrer i Wuhan, Monica Puig fra Puerto Rico, fik ikke et ben til jorden, da hun i torsdagens kvartfinale mødte kinesiske Qiang Wang. Kineseren fortsatte det flotte spil fra 3. runde og vandt uden at ryste på hånden 6-3, 6-1. I semifinalen møder Wang enten esteren Anett Kontaveit eller tjekkiske Katerina Siniakova. Den anden semifinale skal afgøres i et møde mellem den unge hviderusser Aryna Sabalenka og australske Ashleigh Barty.
Cykling: Østrigeren Laura Stigger fra Østrig var hurtigst i spurten, da juniorkvinderne kørte om verdensmesterskabet i linjeløb. En gruppe på fire kom alene til mål, og her sikrede Stigger altså en hjemmebanesejr ved at henvise franske Marie Le Net og canadiske Simone Boilard til henholdsvis sølv- og bronzepladsen. Mie Saabye Madsen fra Danmark sluttede på en respektabel 9. plads.
Tennis: Madrid bliver vært i 2019 og 2020, når Davis Cup skifter format. Fremover skal Davis Cuppen afgøres mellem 18 hold ved sæsonens afslutning på neutral bane mod nu, hvor to hold spiller sig frem til en finale, der spilles på det ene holds hjemmebane.
Håndbold: Københavns playmaker Mai Kragballe er blevet indkaldt til det danske B-landshold - udviklingslandsholdet - der er samlet sideløbende med A-landsholdets deltagelse i Golden league. Kragballe erstatter Louise Ellebæk fra Silkeborg-Voel, der er blevet skadet. Udviklingslandsholdet spiller fredag og lørdag to kampe mod et tilsvarende norsk hold.
Fodbold: Signe Bruun kommer på grund af en skade ikke med i Danmarks to playoffkampe mod Holland i oktober i VM-kvalifikationen. Paris Saint-Germain-spilleren bliver erstattet af Nicoline Sørensen fra Brøndby.
Fodbold: I dag offentliggør Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, hvor EM-slutrunden i 2024 skal spilles. Tyskland og Tyrkiet er de to lande, der kæmper om værtskabet. Tyrkiet har aldrig tidligere været EM-vært, mens det daværende Vesttyskland arrangerede slutrunden i 1988.
Fodbold: Barcelona var ikke ene om at tabe i La Liga (1-2 til Leganes). Catalanernes evige rivaler fra Real Madrid fik også lidt af en lussing, da Sevilla hjemme vandt 3-0. Sevilla, der havde landsholdsanfører Simon Kjær med i samtlige 90 minutter, afgjorde kampen allerede i 1. halvleg, hvor Andre Silva (2) og Wissam Ben Yedder knockoutede hovedstadsklubben.
Fodbold: Liverpool blev sendt ud af Liga Cuppen efter et 1-2-nederlag til Chelsea hjemme på Anfield. Daniel Sturridge bragte ellers hjemmeholdet foran efter 58 minutter, men på to mål af Emerson og Eden Hazard i slutfasen fik London-holdet vendt begivenhederne på hovedet.
Fodbold: Juventus vandt holdets 6. sejr på stribe i Serie A, da Bologna blev sendt hjem med et 0-2-nederlag. Paulo Dybala og Blaise Matudi stod for de forsvarende mestres mål. Det er 3. sæson i træk, Juventus starter med seks liga-sejre.
Fodbold: Blot 7 kampe er der spillet i den bedste franske række Ligue 1, men da Paris Saint-Germain har vundet samtlige kampe - senest 4-1 over Reims - er hovedstadsklubbens forspring i toppen allerede 8 point til nr. 2, Lyon, Marseille, og Lille.
Basketball: Mesterholdet Bakken Bears er stadig med i jagten på en plads i Champions League efter en sejr 61-59 ude over belgiske Spirou Charleroi. Bliver det også til samlet gevinst efter hjemmekampen lørdag, venter spanske Murcia i den afgørende match om en plads i den europæiske turnering. Darko Jukic og Michel Diouf lavede som bedste skytter mod Charleroi begge 11 point i opgøret.
fortsæt med at læse




























