Direkte sport i tv
Tirsdag 23. oktober
Tennis: Efter Caroline Wozniackis sejr over Petra Kvitova i Hvid Gruppes første kamp tirsdag ved WTA Finals, blev det til ukrainsk gevinst i anden kamp. Her sejrede Elina Svitolina 6-3, 2-6, 6-3 over Kvitovas landsmand Karolina Pliskova og er tæt på en kvalifikation til semifinalen, da hun også vandt sin første kamp i Rød Gruppe.
Stillingen i Hvid Gruppe:
- 1. Elina Svitolina, 2 kampe, 2 sejre, 4-1 i sæt, 26-18 i partier
- 2. Karolina Pliskova, 2 kampe, 1 sejr, 3-2 i sæt, 24-20 i partier
- 3. Caroline Wozniacki, 2 kampe, 1 sejr, 2-3 i sæt, 22-25 i partier
- 4. Petra Kvitova, 2 kampe, 0 sejre, 1-4 i sæt, 19-28 i partier (Tjekken er dermed ude af turneringen)
Hvis tre spillere ender med to sejre hver efter de tre runder, er det i første omgang antallet af vundne sæt og derefter antallet af vundne partier, der afgør, hvem der skal videre til semifinalerne.
Fodbold: Valencia kan få svært ved at indhente Juventus og Manchester United i jagten på at nå forårets ottendedelsfinaler i Champions League. Tirsdag måtte den spanske storklub nøjes med 1-1 på udebane mod schweiziske Young Boys i den første af to direkte dueller mellem gruppens foreløbig svageste hold. Det så ellers lovende ud for Valencia midtvejs i første halvleg, da Michy Batshuayi bragte de spanske gæster foran med 1-0. Anden halvleg startede med et voldsomt pres ned mod gæsternes mål på det hurtige kunstgræs i Bern. Efter ti minutter forivrede Daniel Parejo sig og kom for sent med en tackling, hvilket gav Young Boys et straffespark. Det blev sikkert udnyttet af Guillaume Hoarau, der udlignede til 1-1. Danske Daniel Wass, der før denne sæson er skiftet fra Celta Vigo til Valencia, varmede bænken i hele opgøret for gæsterne.
Fodbold: OB’s 19-årige målmand Oliver Christensen debuterede i Superligaen med 1-1 i Brøndby mandag aften. Det blev en aften, han sent glemmer. »Det var helt vildt sjovt. Det var dejligt at få vist mig frem for alle«, siger han til Ritzau. »Det var også sjovt, da der pludselig var 6.000-7.000, der buhede af mig. Det har jeg ikke prøvet før på U19- eller reserveholdet. Det var en god erfaring for mig«, siger Oliver Christensen, der holdt buret rent frem til 82. minut, da Hany Mukhtar scorede, inden Ramon Leeuwin sikrede fynboerne det ene point. Begge hold ligger udenfor slutspilspladserne.
Fodbold: Ti spillerunder i næstbedste række var, hvad det blev til i spidsen for Hamburger SV for træneren Christian Titz. Den tyske traditionsklub oplyser på sin hjemmeside, at man har fyret Titz og i stedet hevet den tidligere Stuttgart-træner Hannes Wolf ind til at overtage roret.
Cykling: 21-årige Mikkel Frølich Honoré har fået en professionel kontrakt hos World Tour-holdet Quick-Step. Aftalen gælder for både 2019 og 2020. »Det er en drengedrøm, som går i opfyldelse. Jeg fik chancen her som stagiaire (rytter på prøve, red.) i de sidste par måneder af sæsonen, og jeg har nydt det, men ikke turdet drømme om en kontrakt, så det er en fantastisk følelse at få en«, siger danskeren ifølge holdets hjemmeside. Quick-Step råder i forvejen over Michael Mørkøv og Kasper Asgreen.
Fodbold: Fifa-præsident Gianni Infantino presser ifølge Ritzau igen på med ideen om to nye globale turneringer – en for klubhold og en for landshold. Gianni Infantino måtte ellers skrinlægge ideerne i foråret, men emnet er på dagsordenen igen, når Fifas magtfulde Council mødes fredag. Ifølge Infantino er en ’solid og seriøs’ gruppe investorer villig til at bruge 160 milliarder kroner over en 12-årig periode på at få etableret turneringerne.
Fodbold: Leicester-manager Claude Puel er utilfreds efter 1-3 mandag aften i London mod Arsenal. Leicester blev ifølge manageren snydt for et straffespark, inden mandskabet kom foran, da Hector Bellarin scorede i eget net. »På det tidspunkt, hvor vi dominerede kampen, kunne vi have fortsat vores stærke præstation med 11 mod 10«, siger Puel om situationen, da Rob Holding tilsyneladende havde hånd på bolden i sit eget straffesparksfelt. Målmand Kasper Schmeichel bakker manageren op: »Vi fik ikke noget hjælp af dommeren. Jeg har aldrig set et tydeligere straffespark«, siger Schmeichel ifølge Sky Sports. Arsenal er nummer 4 efter sejren.
Fodbold: Arsenals store helt i 3-1-sejren mod Leicester var tyskeren Mesut Özil. Midtbanemanden, der også er anfører, udlignede kort før pausen og var tillige med i begge Pierre-Emerick Aubameyangs mål efter pausen. Det var Arsenals 10. sejr i træk – en præstation, holdet ikke har formået siden 2007. »Özils engagement er forbilledligt både til træning og i kamp«, lød det rosende fra manager Unai Emery om tyskeren, der havde en vanskelig sommer med et uheldigt fotografi, et elendigt VM samt et større opgør med den tyske landstræner. Målet var Özils 30. i Premier League, hvor han nu er alle tiders mest scorende tysker.
Fodbold: Cristiano Ronaldo, der i aften i Champions League gæster sin tidligere hjemmebane i Manchester med Juventus, siger, at han er tryg omkring udfaldet af den anklage fra USA om voldtægt, der hænger over hovedet på ham. »Jeg vil ikke lyve om situationen. Jeg er meget tilfreds. Mine advokater føler sig fortrøstningsfulde og det gør jeg også«, sagde portugiseren på et pressemøde mandag.
Voldtægtsanklage får tronen til at vakle under idolet Ronaldo - nu også i hjemlandet Ronaldos advokater hævder, at belastende dokumenter er falske Cristiano Ronaldo anklages for voldtægt: Hvad er op og ned i sagen?Fodbold: Den spanske radiostation Cardena Ser meddeler, at Zlatan Ibrahimovic kan være på vej til Real Madrid. Efter Cristiano Ronaldos exit har kongeklubben haft svært ved at lave mål og den 37-årige fra LA Galaxy er derfor angiveligt et emne i Madrid.
Tennis: Caroline Wozniacki spiller sin anden kamp med WTA Finals i Singapore kl. 13.30 mod tjekken Petra Kvitova. Woznaicki skal vinde opgøret, hvis hun vil være herre over egen skæbne i turneringen, hun vandt sidste år. Du kan følge kampen live her på politiken.dk.
Wozniacki starter sæsonfinalen med et nederlagFodbold: Den tidligere supersprinter Usain Bolt kommer kun til at spille i den australske klub Central Coast Mariners, såfremt en sponsor viser sig villig til at betale en stor del af lønnen. Ifølge avisen Sydney’s Daily Telegraph er Bolt blevet tilbudt en årsløn på små 700.000 kroner, men vil have 20 gange mere. »Uden økonomisk hjælp fra eksterne tredjeparter er det usandsynligt, at Usain Bolt og Central Coast Mariners kan blive enige om en kontrakt«, meddeler klubben og gør samtidigt opmærksom på, at Bolt i øjeblikket ikke har det niveau, der kræves af spillere i landets A-League.
Ishockey: Lars Eller og Frans Nielsen blev noteret for point for Washington og Detroit, men det var kun Eller og NHL-mestrene, der kunne forlade isen med en sejr i nattens NHL-kampe. Washington vandt 5-2 ude over Vancouver, mens Detroit tabte 1-3 hjemme til Carolina. Andetsteds i NHL var Nikolaj Ehlers med i Winnipegs hjemmesejr efter forlænget spilletid St. Louis. 5-4 sluttede det.
Håndbold: Landsholdsmålmand Niklas Landins lyst til håndbold er vokset i denne sæson. Det skyldes, at hans klub Kiel ikke er med i Champions League. Det giver færre kampe. »Det kan virkelig mærkes. Når vi har spillet ligakamp, har vi nogle gange haft en uge, inden vi skulle spille igen. Der har jeg faktisk tænkt: Hvad skal vi dog lave i en hel uge?« siger Niklas Landin til Ritzau. »Nu kan vi pludselig træne ordentligt og sætte os op til næste kamp. Vi kan glæde os og have den nervøsitet, som man faktisk ikke når at få, når man spiller hele tiden«, siger han.
fortsæt med at læse




























