FC København må undvære stor profil mod Brøndby

Jens Stage, AGF, har her begået frispark mod Viktor Fischer, da FC København tog imod jyderne i Superligaen 28. oktober og vandt 4-2. Lars Møller/Ritzau Scanpix
Jens Stage, AGF, har her begået frispark mod Viktor Fischer, da FC København tog imod jyderne i Superligaen 28. oktober og vandt 4-2. Lars Møller/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Fodbold: Belgiske Kevin De Bruyne har ikke haft den heldigste halvsæson ovenpå VM, hvor Belgien vandt bronze. Det er mindre end en måned siden, at han fik comeback for Manchester City efter at have været ude med en knæskade i halvanden måned, og nu er den gal igen. I torsdagens Liga Cup-kamp mod Fulham pådrog han sig på ny en knæskade, som vil holde ham ude af spil i mindst en måned, skriver flere britiske medier.

Tennis: Novak Djokovic bliver ved med at give prøver på sin genfundne storform. Ved Paris Masters fredag aften tabte han ellers første sæt til den 5.-seedede kroat Marin Cilic, men serberen vendte opgøret og sejrede 4-6, 6-2, 6-3. Djokovic skal i lørdagens semifinale møde enten Roger Federer eller Kei Nishikori. Den anden semifinale er et opgør mellem russiske Karen Khachanov og Dominic Thiem.

Speedway: Nicki Pedersen har stadig mod på at give karrieren gas, selv om han ikke er en del af VM-serien i den kommende sæson. Fredag offentliggjorde den 41-årige tidligere tredobbelte verdensmester, at han i den kommende sæson kører for den polske klub Falubaz Zielona Gora. Det samme gjorde klubben på sin hjemmeside. Tidligere i oktober offentliggjorde Nicki Pedersen også aftaler for den kommende sæson med Västervik i Sverige samt tyske MSC Wittstock.

Fodbold: FC København må undvære angrebsprofilen Viktor Fischer i de kommende tre uger. Det fremgår af klubbens hjemmeside. Her forklarer FCK, at Fischer har pådraget sig en mindre skade, som holder ham ud. Dermed er Fischer også ude af billedet til søndagens brag i Superligaen, når Brøndby tager imod FCK. Viktor Fischer ventes heller ikke at blive klar til de efterfølgende to kampe. Her møder FCK i Europa League Slavia Prag på udebane 8. november, mens AaB tager imod i Aalborg i Superligaen 11. november. Viktor Fischer scorede, da FC København senest i ligaen besejrede AGF 4-2, men han var ikke i truppen, da FCK ude tabte til FC Midtjylland i pokalturneringen torsdag aften.

Fodbold: Nicolai Jørgensen var vraget til de to seneste landsholdssamlinger, men angriberen fra Feyenoord har på ny mål i støvlerne. Torsdag scorede angriberen således tre gange, da Feyenoord slog Ado Den Haag i den hollandske pokalturnering. Jørgensen scorede målene til 1-1, 3-1 og 4-1. Ved 1-1-udligningen var danskeren vaks ved havelågen og opsnappede en tilbagelægning, mens 3-1-målet faldt efter en klinisk afslutning i det lille felt, inden han scorede det sidste og blev skiftet ud.

Golf: Thorbjørn Olesen har sat kurs mod endnu en topplacering på European Tour. Halvvejs igennem Turkish Open ligger han således på en delt andenplads i turneringen i kystbyen Antalya, men han lå længe til at slutte dagen i spidsen for turneringen. Fredag havde Olesen nået at præstere fem birdies, så efter den afsluttende bogey landede han på fire slag under par og ti slag under par samlet ligesom englænderne Tom Lewis og Danny Willett.

Fodbold: Nicklas Bendtner og Rosenborg spillede sig torsdag aften i den norkse pokalfinale ved hjælp af en Bendtner-scoring. Fredag er den 30-årige i retten i København i forbindelse med en voldssag. Der falder formentlig dom i eftermiddagstimerne.

Retssag afgøres i dag: Er Nicklas Bendtner en voldsmand? Bendtner scorer og møder til retssag som pokalfinalist

Motorsport: Romain Grosjeans diskvalifikation i formel 1-grandprixet i Italien står ved magt, meddeles efter Haas-holdet har fået afvist en appel. Det skuffer Haas’ teamchef. »Vi bliver bare nødt til at se fremad mod årets sidste to grandprixer og kæmpe videre på banen, skrabe point sammen og færdiggøre vores bedste sæson til dato i Formel 1«, siger teamchef Günther Steiner.

VM-gymnastik: USA’s Simone Biles har som den første kvinde erobret sin fjerde VM-titel i mangekamp ved de igangværende mesterskaber i Doha. Biles havde før dette VM, hvor hun med USA også har taget guld i holdkampen, ikke konkurreret internationalt, siden OL 2016. Hun fortalte i januar, at hun også har været udsat for sexovergreb af den amerikanske læge Larry Nassar, der var tilknyttet både som læge i USA Gymnastics og ved Michigan State University. Nassar er ved at afsone sin straf.


Skandalen, der ikke vil dø: Sexovergreb på mindreårige fortsatte trods anmeldelser til gymnastikforbund

Cykling: Chris Anker Sørensen stoppede tidligere i år karrieren og det var meningen, at dem tidligere toprytter skulle træde ind i ejerkredsen hos Riwal-holdet. Men det sker ikke. Han vil fremover satse fuldt på sit virke som ekspertkommentator og analytiker. »Jeg træder ud af projektet på Riwal, for jeg har ikke både tid til det og være på TV2, og der har jeg så valgt at prioritere TV2, fordi det kan jeg virkelig mærke, at jeg brænder for«, fortæller han i TV2 Sports cykelpodcast.

Fodbold: Klublegenden Thomas Augustinussen stopper i AaB’s trænerstab ved årsskiftet. 37-årige Augustinussen, der nåede 42o kampe for nordjyderne, vil nu satse på en karriere i erhvervslivet, skriver AaB på sin hjemmeside. »Jeg er stolt af at have været med til at sætte et aftryk i AaB’s historie, men samtidig har jeg i et stykke tid overvejet, om tiden var kommet til at prøve noget andet«, konstaterer Thomas Augustinussen.

Fodbold: Verdensstjernen Wayne Rooney er færdig i det amerikanske slutspil, inden det sådan rigtigt er kommet i gang. Rooney-klubben DC United tabte nemlig til Columbus Crew i kvalifikationen til slutspillet efter en straffesparksgyser, der fik danskamerikaneren Niko Hansen i en positiv hovedrolle, mens Wayne Rooney var en af DC Uniteds syndere. Den 24-årige kantspiller, som er født i Danmark og både er dansk og amerikansk statsborger, scorede Columbus Crews tredje og sidste mål i straffedysten på den FC Midtjylland-ejede målmand Bill Hamid, der var med i stedet for den langtidsskadede tidligere Randers- og Sønderjyske-keeper David Ousted. Niko Hansen og Colombus Crew møder nu New York Red Bulls i næste runde af slutspillet.

Ishockey: Lars Eller scorede to gange for Washington Capitals, men tabte alligevel 6-4 i Montreal til hans tidligere klub Canadiens, der scorede tre gange i kampens sidste minutter. Andetsteds i NHL tog Mikkel Bødker og Ottawa Senators imod Buffalo Sabres. Det blev ikke til nogen danskerscoringer, men Bødker havde alligevel del i holdets sejr på 4-2.

Fodbold: De engelske mestre fra Manchester City er en runde videre i Liga Cuppen. Torsdag blev Fulham slået i Manchester med 2-0. Det 19-årige spanske stortalent Brahim Diaz scorede begge mål.

Fodbold: Den abdicerede sprinterkonge Usain Bolt får ikke en kontrakt i den australske A League-klub Central Coast Mariners. Parterner er lønmæssigt for langt fra hinanden. »Bolt og Central Coast Mariners er derfor i al fordragelighed kommet til den konklusion, at de ikke vil være i stand til at indgå en passende aftale«, meddeler klubben.

Carsten Godtfredsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her