VEJLE-TRÆNER ADOLFO SORMANI var, angiveligt, på ulovlig vis med til at hjælpe sit hold til 3-1-sejren over AC Horsens forrige mandag, da han som karantæneramt sad på tribunen og var i telefonkontakt med en assisterende træner nede ved banen. Det måtte han ikke. Sormani blev straffet med fem nye karantænedage. Den temperamentsfulde italiener opførte sig eksemplarisk søndag aften på MCH Arena i Herning. Det havde nu heller ikke hjulpet noget som helst, hvis han alligevel havde prøvet på og haft held til at få smuglet små sedler med taktiske råd ned til sin stab eller på anden vis givet signaler og involveret sig i kampforløbet.
VEJLE BLEV KØRT OVER og slap billigt med kun at tabe 5-0 til FC Midtjyllands mestre, der var totalt overlegne og boltrede sig lystigt. Paul Onuachu og Awer Mabil var enige om, at de burde have lavet seks mål tilsammen i stedet for kun tre. Og den 20-årige brasilianer Evander var på toppen. Der var kæmpestor klasseforskel. Sormani må være svært misundelig på kollegaen hos FCM, Kenneth Andersen, der har en bred kvalitetstrup til rådighed og vel kunne sætte to gode superligahold, hvis det skulle være. Kenneth Andersens hold har i 5 kampe scoret 16 gange og udstråler stort overskud og spilleglæde. Det er kun FCK, der kan udfordre FCM i toppen.




























