Cardiffs centrum står ikke på den anden ende, fordi man huser en gruppefinale i Nations League mellem Wales og Danmark fredag aften.
En tur ned ad gågaderne St. Mary Street og The Hayes i byens midte afslører, at det først og fremmest er rugbylandsholdet, der løber med reklamepladsen i sportsbutikkernes vinduer. Det samme er tilfældet på pubbernes kridttavler, som forsøger at få de lokale til at vælge lige netop deres sted i weekenden. Lørdag spiller Wales mod Tonga. En stor begivenhed på disse kanter.




























