Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

 Younousse Sankhare fik alligevel lov til at spille kampen færdig.
Foto: Romain Perrocheau/Ritzau Scanpix

Younousse Sankhare fik alligevel lov til at spille kampen færdig.

Sport

Danskerhold i grotesk situation: Udvist spiller sendt tilbage på banen efter VAR-dom

Floorball-hold rejste sig, Brøndby er igen på pengejagt, nyt hold i NHL fra 2021 og Team Danmark har uddelt støttekroner.

Sport

Fodbold. De danske landsholdsspillere Lukas Lerager og Andreas Cornelius var på tætteste hold vidner til en grotesk episode i deres Bordeaux-holds 3-2-sejr på hjemmebane i Ligue 1 over Saint-Stienne. Et lille kvarter før tid så Younousse Sankhare rødt for at gå for hårdt til en modspiller. De senegalesiske midtbanemand fik marchordre og forlod grønsværen og gik ind under tribunerne mod omklædningsrummet. Men så skete der noget. Videodommerne fik hoveddommeren til at se episoden igennem på tv og  Younousse Sankhare blev efter et par minutter vinket tilbage på banen, hvor han fik det røde kort erstattet af et gult, inden holdkammeraten Pablo Castro sparkede sejren i hus i sidste minut. Andetsteds i Ligue 1 måtte topholdet Paris SG nøjes med 1-1  ude mod Strasbourg - forspringet til Lille er dermed på 14 point efter 16 kampe.

Floorball. Døgnet efter Danmarks mandlige landshold tabte med historiske 0-25 til Sverige ved VM var der rød-hvid succes. Danskerne vandt 3-2 over Estland og sikrede sig trods tre indledende nederlag en plads i kvartfinalen ved VM i Prag. Kvartfinalen spilles torsdag kl. 19.30 og modstanderen er Tjekkiets værter, der vil få opbakning af 17.500 fans på lægterne.

Ishockey. Den norske landsholdsspiller Andreas Heier er blevet idømt to dages karantæne for et homofobisk tilråb til en modstander under en kamp for sin svenske Malmö-klub IK Pantern. 25-årige Heider råbte "jävla bögjävel", som kan oversættes til noget i retning af "forbandede bøsse", efter en modstander fra Södertälje. Heier har nu undskyldt og bedyrer, at han intet har  imod homoseksuelle.

Fodbold. Tilskuergennemsnittet i Norges bedste række dalede 12 procent i den netop afsluttede sæson. 5.865 tilskuere gik i gennemsnit gennem tælleapparaterne til hver kamp. Leif Øverland, administrerende direktør i Norsk Toppfotball, erklære sig skuffet over tallene. I den danske Superliga var gennemsnittet i sidste sæson 5.880 tilskuere, men er i år foreløbigt vokset til 6.424 per kamp.

Volleyball. De danske landshold for både mænd og kvinder får fremover Antvorskovhallen i Slagelse som hjemmebane. De første kampe i Slagelse finder sted 9. januar, når mændene møder Rumænien og kvinderne møder Frankrig i EM-kvalifikationen.

Tennis. 33-årige Emil Bødker er ny direktør i Dansk Tennis Forbund. Bødker kommer fra en stilling som klubudviklingskonsulent i forbundet.


Badminton. Det Internationale Badmintonforbund (BWF) har udstukket livstidskarantæne til det tidligere bestyrelsesmedlem Raj Gaya. Det skriver nyhedsbureauet AFP. Raj Gaya er udelukket for at have stjålet penge, der skulle være gået til det nationale badmintonforbund i Mauritius.

Fodbold. Brøndby IF er på jagt efter penge til at dække udgifterne og Brøndby vil derfor samlet sælge op til 31,2 millioner aktier. Det oplyser superligaklubben i en meddelelse til fondsbørsen. Baseret på onsdagens aktiekurs ved middagstid på 0,89 kroner kan Brøndby hente op mod 28 millioner kroner ved manøvren. Brøndbys mæcen Jan Bech Andersen er klar til at investere igen, oplyser han til klubbens hjemmeside.

Støtte. Team Danmarks bestyrelse har vedtaget den økonomiske støtte for 2019, hvor 24 specialforbund vil modtage sammenlagt 94,7 millioner kroner. Håndbold er topscorer med næsten 12 millioner støttekroner foran fodbold (9 mio. kr.), sejlsport (9,4 mio. kr.), roning (8,675 mio. kr.) og badminton (8,150 mio. kr.).

Ishockey. NHL har fra sæsonen 2021/22 32 hold. Investorer i Seattle har betalt ca. 4,3 milliarder kroner til NHL-organisationen for at lege med.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Skiskydning. Mændenes World Cup-afdeling over 20 km i slovenske Pokljuka er udskudt fra onsdag til torsdag på grund af tåge.

Atletik. Det Internationale Atletikforbund (IAAF) har kåret årets bedste atleter. Hos mændene gik prisen – selvfølgelig – til kenyaneren Eliud Kipchoge, der trykkede maratonverdensrekorden ned på 2.01,39 timer i Berlin i september, mens den colombianske trespringer Caterine Ibarguen var 2018’s bedste kvinde. Ibarguen vandt Diamond Lerague med fem sejre ude af fem mulige og vandt samtlige otte konkurrencer, hun stillede op i i løbet af året.

Fodbold. Den anden finalekamp i Copa Libertadores mellem de rivaliserende Buenos Aires-klubber River Plate og Boca Juniors, som skulle have været spillet 24. november, har vakt megen postyr.Nu har argentinsk politi sigtet en mand i Buenos Aires for uagtsom kropsskade. River Plate-fans kastede forud for den første finalekamp sten på Boca Juniors spillerbus, og det gik udover flere Boca Juniors-spillere.

Ishockey. Danske Frans Nielsen scorede sit andet NHL-hattrick og blev kampens spiller, da hans hold Detroit Red Wings natten til onsdag mødte Tampa Bay Lightning i den amerikanske isliga NHL. Kampen, som var Nielsens nummer 811 i ligaen, endte dog 5-5 i ordinær spilletid og blev derfor afgjort på straffeslag. Her måtte danskerens hold dog se sig besejret.

Amerikansk fodbold. Den tidligere NFL-profil Brandon Browner skal otte år i fængsel for at have forsøgt at dræbe sin ekskæreste og for at udsætte to børn for fare. Det har en domstol i Californien afgjort, skriver flere amerikanske medier. Den 34-årige, tidligere Super Bowl-vinder har ikke erkendt sig skyldig, men accepterer dommen.

Ishockey. Rungsted vandt i går Metalligaens topopgør mod Aalborg Pirates og ligger nummer ét i den danske isliga. Det nordsjællandske hold scorede i overtiden til 2-1 og sikrede sig 49 point efter 20 spillede kampe. Sønderjyske ligger nummer to og Aalborg nummer tre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Fodbold. Manchester City vandt syvende Premier League-sejr i træk, da de efter en sen reducering besejrede Watford 2-1 på udebane tirsdag aften. Dermed lægger City pres på Liverpool i toppen af ligaen, som i aften møder Burnley på udebane. Manchester City fører ligaen med fem point ned til netop Liverpool.

Fodbold. Premier League-klubben Southampton har ansat østrigeren Ralph Hasenhüttl som ny manager efter fyringen af Mark Hughes. Hasenhüttl er således manden, der skal hjælpe klubben over nedrykningsstregen efter blot 9 point i 14 kampe. Den 51-årige østriger tiltræder sin stilling torsdag, og klubben oplyser på sin hjemmeside, at hans kontrakt løber to et halvt år frem. Senest har Hasenhüttl været træner i RB Leipzig, men ophævede efter eget ønske sin kontrakt efter sidste sæson.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce