Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kilde: Politiken / Heidi Skibsted

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Nomineret til Årets Fund 2018: »Karate giver mig ro og struktur i hverdagen«

20-årige Michel Corbalan har i år fået sit internationale gennembrud, og drømmemålet i 2020 virker ikke urealistisk.

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mange unge danske atleter har gjort det godt i 2018, og blandt dem finder man en gut fra det nordjyske, som i 15 år har dyrket en sport, man ikke hører meget om i Danmark: karate. Men Michel Corbalan er nu så skrap, at han er nomineret til Årets Fund 2018-kåringen, der finder sted 28. december.

»Jeg troede først, det var en slags reklame, det der med Årets Fund, for jeg havde aldrig hørt om det før. Men da jeg fandt ud af, at det var noget, som for eksempel Caroline Wozniacki havde været med i, blev jeg meget interesseret. Jeg havde faktisk lidt svært ved at sove den aften. Og kåringen betyder nu meget for mig«, fortæller Michel Corbalan.

Den 20-årige karatekæmper er stolt af nomineringen, men han har egentlig været svær at komme uden om, for hans gennembrud på den internationale scene er imponerende. Senest blev han nordisk mester i Tampere, og før det tog han U21 EM-guld i Sotji og opnåede en flot placering ved senior-VM i Madrid. I denne sæson er det blevet til seks rejser ud i verden for at møde nogle af de allerstærkeste konkurrenter i sin sport.

Vennerne forstår ham

Men til hverdag går Michel i skole som så mange andre, i hans tilfælde 3. år på htx på Aalborg Tekniske Gymnasium, og karate har været med til at skabe en god skolegang.

»Karate har givet mig mere struktur på mine afleveringer i skolen og giver mig i det hele taget mere ro til skolearbejdet. Jeg bruger meget tid på min sport, men vennerne forstår det godt, og det er jeg meget glad for«, siger Michel Corbalan, der til januar formentlig tager en tur til et stævne i Paris. Og som startede med karate på en lidt speciel baggrund.

»Jeg begyndte med karate som 5-6-årig, og det var nok, fordi jeg blev drillet og mobbet i skolen. Jeg ville dengang gerne lære at forsvare mig selv. Mine forældre støttede mig, og sportens specielle regler interesserede mig. I karate lærer man respekt for andre, for træneren, og der arbejdes meget seriøst, selv om vi også har det sjovt. Respekten modnede mig, og sporten har været med til at give livet noget perspektiv«, forklarer Michel Corbalan.

Han startede med at deltage i konkurrencer ved de danske mesterskaber som 10-årig på opfordring fra træneren Allan Busk, og siden har karatekarrieren blot taget fart.

»Det har udviklet mig at komme med til stævner, og efter 6. klasse kom jeg til at gå i en idrætsklasse med et godt elitemiljø. Her blev jeg bare endnu mere motiveret i forhold til karate, og her blev der plads til træning hver dag. I dag træner jeg cirka ni-ti gange om ugen og omkring halvanden time hver gang«, fortæller Årets Fund-kandidaten.

Michel kan lide kampen

I karate er der tre hovedelementer i træningen: kihon med indlæring af grundteknikkerne, kata med serier af teknikker over for usynlige modstandere og kumite, der er kamp mod en eller flere fysiske modstandere. Michel er ikke i tvivl om, hvad han synes, det er sjovest at træne.

»Jeg kan klart bedst lide kumite, fordi man kæmper mod andre og kan vise, hvad man har lært. Det er jo også det, jeg skal kunne, når jeg tager rundt til stævner både herhjemme og i udlandet«. Og det er udlandet, der er en del af Michel Corbalans store fremtidige mål.

»Da jeg for to år siden fik at vide, at karate er med på programmet ved OL i Tokyo, tænkte jeg, at nu måtte jeg virkelig tage mig sammen, og det gjorde mig endnu mere seriøs med min sport. Der er ingen tvivl om, at mit drømmemål er at komme med til OL i 2020«, fastslår Michel Corbalan.

Hans træner i Aalborg, Allan Busk, der også er landstræner i Dansk Karate Forbund, fortæller, at det endelige OL-kvalifikationsstævne afvikles i maj 2020. Og han har stor tiltro til Corbalans evner.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Omverdenen tror på ham

»Michels særlige styrke er blandt andet hans indstilling, der er helt unik. Han træner hver dag og har gjort det i mange år, og fra at være et stille og forsigtigt barn, da han startede i sin tid, har han udviklet sig kolossalt og er i dag også træner, da vores atleter skal være rollemodeller for de unge«, siger Allan Busk på telefonen fra Venedig, hvor han er til stævne med en gruppe yngre talenter.

»Michel er vildt dygtig til omstillinger inde på arealet. Han har hele paletten, er meget alsidig under kamp og finder gode løsninger, hvis han kommer bagud. Det er meget flot karate i den alder. Han var blot én sejr fra at kæmpe om medaljer ved seniorernes VM i år, så både jeg og Team Danmark har stor tro på hans fremtid«.

Michel Corbalan – der i øvrigt har en yngre søster, Jessica, som også tog medalje ved NM – og Allan Busk beretter, at karate er i fremgang i Danmark, og at mange forældre kan lide seriøsiteten og etikken i kampsporten. Og som Michel siger:

»Jeg kan som træner også godt lide at inspirere andre, og jeg vil gerne blive i min sport, når jeg engang ikke mere deltager i konkurrencer«.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden