Måske kunne det være et spørgsmål til en fodboldquiz ved julefrokosten. Hvem har sagt: De er mindst lige så gode som os – til at spille mod danske hold. Nå nej, det er for nemt. Svaret hedder selvfølgelig Ståle Solbakken. FCK-træneren er specialist i at drille konkurrenterne og sende stikpiller. Samtidig med at han roser FC Midtjylland, gør han lige en gang til opmærksom på, at FCK’erne altså er de eneste, der hvert år kan begå sig på den europæiske scene ved siden af Superligaen.
Nu har nordmanden genrejst et hold, der falmede i sidste sæson, og det er da fint, at Solbakken har kant, er hurtig i replikken og spiller en hovedrolle som en slags entertainer. Fodbold hører jo til i underholdningsbranchen, og det er sjovest at høre på trænere og spillere, som giver udtryk for holdninger og måske også kan provokere lidt. Det kan Solbakken gøre med få ord.



























