Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kilde: Skjult optagelse via VG

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Se videoen: Skjult optagelse afslører alvorlig sikkerhedsbrist i dopingkontrol

En video viser et norsk atletiktalent åbne sin egen dopingprøve uden problemer. Det burde ikke kunne lade sig gøre, da det skaber risiko for manipulation af testen. »Bekymrende«, siger Anti Doping Danmark, der bruger produkter af samme mærke, som før har haft problemer.

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Egentlig burde det ikke kunne lade sig gøre – af hensyn til sikkerheden i dopingkontrollen.

Om aftenen 21. december drog Sondre Guttormsen, et 19-årigt norsk stortalent i stangspring, hjem til sine forældre lige uden for Oslo. Der ventede to dopingkontrollanter på ham for at tage en urin- og en blodprøve, som det er helt normalt for dygtige sportsudøvere.

Urinprøven fik de uden problemer. Men efter at Guttormsen havde afgivet blod, svigtede det udstyr, som Antidoping Norge havde med. Efter forskrifterne skulle han selv putte testen i en sikker beholder, lukke den og dermed forsegle den, så ingen kunne manipulere ved den, før den ankom til et laboratorium med specialudstyr til at åbne den slags. Så ingen kunne gøre positive prøver negative eller negative prøver positive.

Problemet opstod, da stangspringeren havde skruet låget på og rutinemæssigt skulle forsøge at åbne beholderen igen for at sikre, at alt var i orden. Det var det, der ikke burde kunne lade sig gøre. Teknisk set burde det ikke være muligt for menigmand at skrue låget af uden at bryde forseglingen og knuse beholderen.

Men til Guttormsens store overraskelse kunne han åbne den uden videre. Kontrollanterne bad ham prøve med en anden beholder, og det samme skete igen. Og det skete en tredje gang, før de gav op.

»Ved du hvad? Vi udelader blodprøven. Det her virker ikke«, sagde den ene dopingkontrollant og udstødte et »wow«.

Det fremgår af en video, som talentets far optog skjult og siden har delt med VG. Via den norske avis har Politiken fået den.

Se den skjulte videooptagelse her:

Kilde: Skjult optagelse via VG

»Da jeg fik åbnet det første glas, tænkte jeg, at jeg havde gjort noget forkert. Det må jo ikke være muligt. Det har jeg lært på det antidopingkursus, jeg har deltaget i – men så tjekkede vi med to andre glas, og nøjagtigt det samme skete«, siger Sondre Guttormsen.

Han kunne ikke se nogen synlige mærker på beholderne efter at have åbnet dem. Ingen tegn på en brudt forsegling.

»Jeg blev chokeret og tænkte på de forrige kontroller, jeg har været en del af. Kunne de også åbnes? Hvad med alle dem, som er blevet testet, men som måske ikke har forsøgt lige så hårdt at åbne beholderen? Som udøver føler man pludselig ingen sikkerhed«, siger Sondre Guttormsen.

Dopingjægere slår alarm

Udstyret fra den norske test var af modellen ’BEREG-Kit small’ og stammer fra Berlinger Special AB, der så sent som før vinter-OL 2018 var i vælten på grund af en anden sikkerhedsbrist. Også Anti Doping Danmark bruger produkter derfra.

»Det er selvfølgelig bekymrende, at det tyder på, at der er fejl i nogle af de her test-kits – det må ikke være sådan, at man kan bryde beholderne op, hvis bare man er stærk nok. Hvis man på den måde kan fifle med tingene, vil nogen i løbet af processen kunne åbne og manipulere prøverne. Så uanset hvad skal det ikke kunne lade sig gøre. Det er både vigtigt i forhold til atleternes retssikkerhed og for at udrydde risikoen for snyd«, siger Michael Ask, direktør i Anti Doping Danmark.

Den schweiziske virksomhed har været i branchen siden fodbold-VM i 1998, og i dag ligger dens markedsandel på omkring 90 procent, når det gælder salg af testudstyr til dopingkontroller rundt om i verden. Under sommerens fodboldslutrunde i Rusland var det også Berlinger, der var leverandør.

Men Sondre Guttormsens oplevelse en sen decemberdag er anden gang på mindre end et år, at der kan rejses alvorlige spørgsmål ved sikkerheden i firmaets udstyr. Før vinter-OL i Pyeongchang afslørede den tyske graverjournalist Hajo Seppelt alvorlige svagheder ved en type glas fra Berlinger til urinprøver – altså en anden slags beholder end i det norske talents tilfælde, men samme producent.

Af en udsendelse på ARD fremgik det, at det var muligt at åbne glassene, uden at forseglingen blev brudt. Altså kunne folk med onde hensigter teknisk manipulere med prøverne, uden at det lod sig afsløre på beholderne.

Under vinter-OL i Sotji for fem år siden pillede marionetter for den russiske stat ved talrige test for at skjule, at atleterne havde været en del af et omfattende og systematisk dopingsystem. Lige siden har der været fokus på at øge sikkerheden i kontrollen. Derfor vakte det også stor kritik, da Hajo Seppelt afslørede, at det var muligt at åbne glassene til urinprøver, uden at det lod sig afsløre på produktet.

Siden har Berlinger meddelt, at virksomheden har styrket sikkerheden. I det lys vækker eksemplet med Guttormsen alarm blandt de norske og danske dopingjægere. Den daglige leder i Antidoping Norge, Anders Solheim, bekræfter, at kontrollanterne har afleveret en rapport om hændelserne ved den unge stangspringers blodprøve.

»Der er snak om en alvorlig fejl på udstyret. Vi vil nu gennemgå de andre beholdere, vi har liggende, og samtidig tage kontakt til producenten i Schweiz«, siger Anders Solheim.

I Anti Doping Danmark har de ikke bemærket nogen problemer med testbeholderne før, men de tager sikkerhedsbristen meget alvorlig og afventer nu Berlingers svar til deres norske kolleger.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det her skal være i orden. Efter at det ved vinter-OL i 2018 var fremme, at man kunne åbne urinprøver uden at efterlade spor, har Wada lavet en standard og minimumskrav til udstyret. Selvfølgelig kan man argumentere for, at intet i verden er 110 procent sikkert, men det er åbenlyst et problem, hvis man kan åbne den slags beholdere«, siger Michael Ask.

Producent klandrer udøveren

Ifølge Berlinger er problemet begrænset. Talsmand Hans Klaus siger, at det schweiziske selskab får tre-fire rapporter om lignende fejl hvert år – men han erkender, at det ikke nødvendigvis er det fuldstændige billede, da nogen kan opleve defekter uden at meddele det.

»Når vi har givet produktet fra os, har vi ingen kontrol over brugen. Det ansvar ligger hos brugeren. Vi kan bare udvikle produktet, hvis der kommer nye tegn på snyd eller lignende«, siger Hans Klaus.

Han mener, at skylden for de tre åbnede beholdere i Norge nok ligger hos atleten og dopingkontrollanterne. Ifølge Berlingers repræsentant har virksomheden før set, at den slags fejl sker, fordi udøveren skruer låget for hårdt på. Der står da også i brugervejledningen med fed skrift, at man skal »dreje forsigtigt og ikke bruge for meget kraft«.

»Formentlig er det ikke et produktproblem, men et udøverproblem. Derfor siger vi altid, at dopingkontrollanterne skal instruere udøverne rigtigt: Man skal skrue forsigtigt. Men vi vil altid være i kontakt med de lokale testmyndigheder, når sådan noget sker. Så kan vi se nærmere på det«, siger Hans Klaus.

Han hævder, at analytikerne på laboratoriet ville have opdaget, at noget var galt, hvis Guttormsens beholder var blevet sendt afsted – selv om atleten ikke kunne se nogen tegn på en brudt forsegling. Hvordan det ville være synligt for laboratoriepersonalet, ønsker Hans Klaus imidlertid ikke at oplyse. Men hvis nogen opdager, at prøven har været åbnet igen, vil den være ugyldig. Det rejser blot endnu en risiko:

Hvis man nu har snydt og vil gøre en dopingprøve ugyldig, kan man så ikke bare skrue for hårdt og på den måde ødelægge forseglingen, før beholderen sendes ind?

»Man kan selvfølgelig forsøge. Og hvis testmyndighederne ikke følger så godt med, er der en vis mulighed for det. Hvis ikke man lukker beholderen korrekt, er prøven ikke gyldig«, siger Hans Klaus.

I Antidoping Norge ryster de dog på hovedet over forklaringen om, at fejlen skulle være udøverens eller kontrollanternes.

»Jeg er ikke enig i, at det er et udøverproblem. Og vi har ikke grundlag for at konkludere, at det at skrue for hårdt forklarer alle disse tilfælde. Vores kontrollør fulgte de instruktioner og procedurer, som vi har ved denne form for prøver«, siger Anders Solheim.

Fra Wada lyder det, at alle producenter har ansvar for at udvikle, teste, distribuere og overvåge deres udstyr på vegne af kunderne – men at det er op til de enkelte antidopingorganisationer, hvilken slags godkendt udstyr de vælger at bruge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Uanset hvad er familien Guttormsen ikke imponeret over forklaringen fra Berlinger. Som faren, Atle, siger:

»Det er meningsløst. Sondre strammede akkurat så meget til, som han altid har gjort, og i sådan et tilfælde kan man aldrig klandre udøveren. Han gør, som han får besked på, og det bør være sikkert«.


Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

Forsiden