Det er så let at sige: Jeg husker det, som var det i går. Lige så tydeligt.
Ja, måske gør jeg det også, noget af det. Men når man som jeg har overværet 38 slutrunder i håndbold, EM, VM og OL, så kan der være rust på detaljerne, og nogle enkelte indtryk kan også have skiftet årstal og adresse undervejs. Sådan må det nødvendigvis være, siger jeg til mig selv.
Min fortælling om en bevæget og dramatisk færd med det mandlige landshold fra 1977 og til i dag er skrevet frit efter, hvis jeg selv skal sige det, en med forbehold imponerende hukommelse.
Men den er også den lange fortælling, behørigt krydret med fakta om de store begivenheder og de navne, der spillede hovedrollerne undervejs – og som dagens version af landsholdet, de strålende boldvirtuoser, der henrykker i Herning og på tv-skærmene landet over, står på skuldrene af.
