Prisen som Årets Para-atlet 2018 gik til dobbelt verdensmester i paradressur Stinna Tange. Nu er næste mål en ny hest.

Stinna Tange er Årets Para-atlet

24-årige Stinna Tange er Årets Para-atlet. Nu er næste mål at finde den hest, hun håber på kan kvalificere hende til de Paraolympiske Lege. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
24-årige Stinna Tange er Årets Para-atlet. Nu er næste mål at finde den hest, hun håber på kan kvalificere hende til de Paraolympiske Lege. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

De seneste tre år har budt på to bronzemedaljer ved de Paraolympiske Lege i Rio, guld ved DM samt flere internationale stævner og senest to guldmedaljer ved VM i USA i 2018.

Hun er verdens bedste paradressurrytter. Nu er Stinna Tanges præstation også blevet belønnet med titlen som Årets Para-atlet, som netop er blevet uddelt.

»Det var et superskarpt felt med vilde præstationer, så at vinde er en stor anerkendelse. Det var vigtigt for mig personligt, fordi jeg afslutter et tre år langt samarbejde med min hest. At blive Årets Para-atlet er et godt punktum for det«, siger Stinna Tange, som er født uden ben.

Hun har nu udsigt til et 2019, hvor det er svært at sætte de samme mål. Den 24-årige rytter står nemlig overfor at skulle udskifte sin hest, den 15 år gamle vallak Horsebo Smarties.

Og den helt rigtige afløser har endnu ikke meldt sig på banen.

»Min karriere er sat lidt på pause. Det fylder meget for mig, for jeg elsker jo min hest. Når det skal afsluttes, er det aldrig sjovt. Jeg står i en meget usikker position, for der er ikke noget godt bud på en afløser, som det ser ud nu. Der er mange ukendte faktorer, men for det meste har sådan noget med at løse sig«, siger hun.

Som para-rytter skal hun have en hest med det helt rigtige temperament. Den skal være rolig og nervefast, forklarer Stinna Tange. Det er svært at finde. Og derfor afhænger både hendes kvalifikation og præstation til de kommende Paraolympiske Lege af, hvordan jagten på en ny makker arter sig.

»Jeg ville gerne sige, at guld i Tokyo i 2020 er realistisk, men det tror jeg ikke på. Så skulle jeg nok have fundet en ny hest nu. Men jeg håber klart på en medalje – også i Paris i 2024. Det kortsigtede mål er i første omgang at finde en hest«, siger Stinna Tange.

Prisen er uddelt 15 gange. Sidste år til atletikudøver Daniel Wagner.

Sara Krog

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her