Skihoplegenden Matti Nykänen er død, KIF Kolding tabte igen, og Wozniacki glider yderligere en plads ned i WTA-hierarkiet.

Fransk spiller kræver kæmpeerstatning af PSG

Hatem Ben Arfa ses her i en kamp for sin nye klub Rennes i et opgør mod sine tidligere PSG-klubkammerater, bl.a. Dani Alves, i den franske liga. 
   Foto: Zakaria Abdelkafi/Ritzau Scanpix
Hatem Ben Arfa ses her i en kamp for sin nye klub Rennes i et opgør mod sine tidligere PSG-klubkammerater, bl.a. Dani Alves, i den franske liga. Foto: Zakaria Abdelkafi/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Fodbold: Den franske midtbanespiller Hatem Bern Arfa er godt hidsig over den behandling, han fik, da han spillede for storklubben PSG – eller måske rettere ikke spillede. Han søger nu op til cirka 60 millioner kroner i kompensation, fordi PSG ikke benyttede ham under en 15 måneder lang og ulykkelig periode i hovedstadsklubben, inden Ben Arfa rykkede til sin nuværende klub Rennes. Spillerens advokat, Jean-Jacques Bertrand, siger til AP, at sagen skal behandles af et særligt tribunal i Paris. Bertrand oplyser også, at Ben Arfas PSG-kontrakt i markant grad var bygget på præstationsbonus, og at klubben brugte alle kneb for at få ham til at rejse. PSG har blot udtalt, at klubben regner med at blive frifundet i sagen, og at den er ked af Ben Arfas og advokatens stædighed. Siden Hatem Ben Arfa kom til PSG i 2016, og efter han scorede to gange i en pokalkamp, blev han ikke benyttet mere overhovedet. Det drejer sig om næsten 70 kampe. Ben Arfa har også spillet for Nice, Newcastle, Marseille og Lyon.

Håndbold: Odense Håndbold og København Håndbold spillede mandag aften uafgjort i Champions Leagues danske opgør. Her tog københavnerne imod Odense i Brøndby Hallen, og det hele sluttede 24-24. De to danske hold kæmpede om vigtige point i Champions Leagues gruppe 1. Her er holdene havnet i samme gruppe og ser ud til at være de to hold, der skal kæmpe om den sidste plads videre til kvartfinalen.

Håndbold: KIF Kolding jagtede slutspil mandag aften, men måtte i stedet se sig som en del af nedrykningsslaget. Det stod klart, da KIF hjemme tabte til bundproppen Nordsjælland Håndbold, som tog til Kolding og vandt 26-24 i Håndbold Ligaen. Dermed led KIF sit tredje liganederlag i træk, og med 12 point er klubben en del af nedrykningsdramaet ligesom gæsterne, der spillede sig væk fra sidstepladsen og har 11 point.

Skihop: Den tidligere skihopper Matti Nykänen er død, 55 år. Finnen vandt som den første guld ved OL, VM og den samlede World Cup i skihop samt VM i skiflyvning. Siden har kun schweizeren Simon Amman præsteret noget tilsvarende. I alt vandt Nykänen fire OL-guldmedaljer og seks VM-guldmedaljer i 1980’erne, da han lå i evig konkurrence med tyskeren Jens Weissflog. Efter sin aktive karriere blev Nykänen på godt og ondt en farverig personlighed som blandt andet popsanger, stripper og kogebogsforfatter, men den i perioder alkoholiserede finne, der var gift tre gange, måtte også afsone fængselsdomme efter overfald på henholdsvis sin kone og en ven af familien.

Boksning: Et boksebrag mellem Dina Thorslund og Sarah Mahfoud er i støbeskeen, og deres promotorer forhandler i øjeblikket. Det skriver DR. Hvis landets største kvindelige bokseprofiler skal mødes i ringen, kræver det, at der opnås enighed om de økonomiske forhold, og der halter det en anelse. Ifølge DR har Mogens Palle, som repræsenterer Sarah Mahfoud, sendt et endegyldigt tilbud til Nisse Sauerland, der er promotor for Dina Thorslund. DR har set tilbuddet og beskriver, at Palle tilbyder 360.000 kroner til vinderen, mens taberen vil få 240.000 kroner ud af anstrengelserne. »Det er mit tilbud eller ingenting«, siger Mogens Palle.

Fodbold: Juventus-spilleren Douglas Costa var mandag involveret i et sammenstød i sin bil på en motorvej i det nordlige Italien, skriver nyhedsbureauet AP. Costas bil kolliderede med en mindre personbil, hvis fører blev bragt til et hospital med mindre skader. Douglas Costa slap fra sammenstødet uden skader. Juventus havde træningsfri mandag. Costa blev udskiftet med en skade, da Juventus lørdag spillede 3-3 mod Parma i Serie A.

Tennis: WTA har foretaget et par sene ændringer til sin 2019-kalender. Den blandt spillerne meget populære turnering i New Haven, som Caroline Wozniacki har vundet fire gange, er forsvundet, da turneringen ikke har kunnet finde en ny hovedsponsor. Turneringer i Gstaad og Moskva forsvinder ligeledes, mens der kommer nye turneringer i hhv. kinesiske Zhengzhou ugen efter US Open, Lausanne ugen efter Wimbledon og sidst i juli i Jurmala, Letland, for første gang.

Fodbold: I 2014 blev japanske Shinji Kagawa sendt retur til Borussia Dortmund fra Manchester United, og nu er han så blevet lejet ud fra Bundesligaens tophold til tyrkiske Besiktas. Søndag aften fik han en fornem debut, da han på udebane mod Antalyaspor kom på banen til de sidste ti minutter. Efter 18 sekunder havde han øget sit holds føring til 5-1, og han nåede også at score til 6-1, før hjemmeholdet fik pyntet lidt på facit. Den tidligere FCK’er Atiba Hutchinson scorede også for Besiktas, der havde eks-Liverpool-målmand Loris Karius til at vogte stregen.

Håndbold: Skjerns kommende islandske træner, Patrekur Jóhannesson, får en ny landsmand i sin trup næste sæson. Som afløser for Tandri Mar Konradsson har Skjern skrevet en 2-årig kontrakt med 21-årige Elvar Örn Jónsson, der scorede 26 mål ved VM som slutrundedebutant i sidste måned. Jónsson har hidtil spillet for islandske Selfoss.

Tennis: Hviderusseren Aryna Sabalenka er efter sidste uges semifinaleplads i Sankt Petersborg avanceret til 9.-pladsen på verdensrangliste, hvor hun skubber Caroline Wozniacki ned som nummer 10 og Serena Williams nu er nummer 11. Verdensranglisten ændre ikke i denne uge, da der spilles Fed Cup.

Håndbold: Som erstatning for Ayaka Ikehara, der har overrevet korsbåndet i højre knæ, har Nykøbing Falster skrevet kontrakt med Pernille Johannsen fra Gudme HK. Mathilde Juncker bliver derimod i Randers HK, der har forlænget kontrakten med målvogteren til 2021.

Sejlsport: Danmark fik to fjerdepladser ud af årets første World Cup-stævne i Miami. Anne-Julie Foght Schütt og Iben Nielsby blev i 49erFX nummer tre i det afsluttende medalrace og opnåede dermed den optimale placering, som de kalder det bedste resultat, de har opnået sammen. Anne-Marie Rindom har været verdensmester i laser radial, men var ude af medaljekampen i Miami med to dårlige placeringer, hvoraf kun den ene kunne fratrækkes. Rindom vandt det afsluttende medal race og sluttede dermed også på fjerdepladsen.

Golf: Ricki Fowler slog to bolde i vandet på 11. hul, da han var foran med 5 slag i Phoenix Open, men med to birdies på de sidste fire huller sikrede amerikaneren sig alligevel sin femte sejr på PGA Touren.

Tennis: Trods flere matchbolde tabte Danmarks højst rangerede mandlige spiller, Mikael Torpegaard, også finalen i Challenger-turneringen i Cleveland. Amerikaneren Maxime Cressy vandt 6-7, 7-6, 6-3 over den 24-årige dansker, der er nummer 298 på verdensranglisten. Torpegaard tabte fornylig også en finale i Columbus.

Fodbold: Trods en 1-0-scoring af Angel Di Maria led Paris SG sæsonens første nederlag i den franske liga, da Lyon vandt 2-1 på mål af Moussa Dembele og Nabil Fekir på straffespark. Paris SG er uden den skadede Neymar, der også misser de to kampe i Champions League mod Manchester United.

Fodbold: Karim Benzema scorede for fjerde kamp i træk, da Real Madrid i den spanske liga besejrede Alaves 3-0. Den 31-årige franskmand scorede til 1-0 med sit sjette mål på ti dage. Junior Vinicius og Marino scorede de to andre mål i de sidste 10 minutter.

Carsten Godtfredsen

Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her