Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Henrik Jørgensen satte dansk rekord på maraton i 1985. Siden er den ikke blevet slået. Han døde lørdag 26. januar 2019, 57 år gammel.
Foto: Morten Langkilde

Henrik Jørgensen satte dansk rekord på maraton i 1985. Siden er den ikke blevet slået. Han døde lørdag 26. januar 2019, 57 år gammel.

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hans rekord står stadig efter 34 år: Manden med pandebåndet bliver hyldet under mindeløb i København

Danmarks bedste maratonløber gennem tiden døde for nylig. Lørdag 23. februar kan løbere ære hans minde iført pandebånd på en tur med start og afslutning på Østerbro.

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hans danske rekord på maraton er stadig uantastet, næsten 34 år efter at han satte den i april 1985. Han vandt London Marathon tre år senere og stod i spidsen for en hel generation af løbere, der i 1980’ernes langdistanceløb skabte imponerende resultater, hvis lige ikke siden er set.

Forrige weekend døde Henrik Jørgensen i en alder af 57 år, da han fik hjertestop under sin daglige løbetur på Bornholm.

Nu har tidligere eliteløber Henrik Them i samarbejde med Jørgensens gamle klub, Københavns Idrætsforening (KIF), og avisen B.T. taget initiativ til et løb, hvor løbelegenden vil blive hyldet. Arrangementet er stablet på benene i overensstemmelse med familiens ønsker.

»Formålet med løbet er at hylde Henrik Jørgensen, som har gjort så meget for sporten herhjemme. Hans resultater taler for sig selv. Han var den første dansker, der kom under 13.30 på 5.000 meter og 28 minutter på 10.000 meter. Han vandt London Marathon og kom som den første og hidtil eneste dansker under to timer og ti minutter på maraton«, siger Henrik Them.

Mindeløbet bliver afholdt lørdag 23. februar klokken 10 med start og mål på Østerbro Stadion.

Det begynder med taler til ære for Henrik Jørgensen, herefter et minuts stilhed, hvorpå løbet går i gang. I samlet flok løber deltagerne i roligt tempo en runde i Fælledparken, og derefter en tur rundt om Søerne i København, hvor fartholdere vil sørge for, at der er et passende tempo til alle deltagere. Almindelige trafikregler skal respekteres, da løbet ikke skal lukke trafikken i København ned, og der vil ikke være nogen tidtagning. Det er gratis at deltage.

Håb: Alle løber med pandebånd

Henrik Them fortæller, at han er i dialog med blandt andre Henrik Jørgensens tidligere sponsor, New Balance, i håb om at virksomheden vil sponsorere et pandebånd til hver af deltagerne. Jørgensen løb altid med et pandebånd, der holdt hans lange hår på plads, og det blev hans kendetegn, som mange løbere siden har ladet sig inspirere af.

Ifølge Henrik Them, der er private venner med Henrik Jørgensens familie, vil det derfor have stor betydning for familien, hvis deltagerne på den måde i deres beklædning mindes ham.

»Henrik Jørgensen viste vejen for andre løbere ved at træne røven ud af bukserne, for nu at sige det ligeud. Via sin succes blev han en frontfigur for løbesporten i Danmark og viste, at man godt kunne leve af at løbe, hvis man var ihærdig nok. Samtidig var han et meget fint menneske, der altid holdt sig på egen banehalvdel. Han fortalte gerne om, hvordan han trænede, men afstod fra at kritisere andre«, siger Henrik Them.

Henrik Jørgensen var æresmedlem af KIF og var sammen med B.T. med til at starte Friløbet, der er en ti km rundtur i København, som afholdes om efteråret. Jørgensen har stadig løbsrekorden på Eremitageløbet i Dyrehaven nord for København, som B.T. også er med til at arrangere.

»Han var en banebrydende løber med en ukuelig vilje og en stor kærlighed til løb. Han trænede allerede fra en ung alder mere end andre danske løbere og lagde aldrig skjul på, at han ville helt til tops«, siger journalist på B.T. Peter Fredberg.

Netop hans ihærdige træning kombineret med et sjældent talent var årsagen til, at Henrik Jørgensen kom helt til tops, vurderer Henrik Them. På spørgsmålet om, hvornår en dansk løber slår Jørgensens maratonrekord på 2.09.43 fra 1985, svarer Them:

»Det kræver, at der dukker et unikt talent op, ligesom vi har set med Anna Emilie Møller på kvindesiden. Men talent er ikke nok. Spørgsmålet er, om personen har den vilje, der skal til for at komme til tops. Der skal investeres. Der skal trænes, og der skal i høj grad vælges fra«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Henrik Jørgensen boede på Bornholm, og det var under hans daglige løbetur, at han fik hjertestop og døde. Billedet er fra 2005.
Foto: Nanna Kreutzmann/Ritzau Scanpix

Henrik Jørgensen boede på Bornholm, og det var under hans daglige løbetur, at han fik hjertestop og døde. Billedet er fra 2005.

Den bedste nyere danske tid på maraton er mere end fire minutter langsommere end Henrik Jørgensens danmarksrekord, sat af Abdi Hakin Ulad.

Alle er velkomne til at deltage i løbet, der er på sammenlagt ti kilometer. Man er også velkommen til blot at løbe med rundt på de første par kilometer i Fælledparken og derpå vende tilbage til Østerbro Stadion.

»Der er plads til alle, der vil hylde Henrik«, siger Henrik Them.

Henrik Jørgensens datter, Anna Holm, er selv eliteløber og deltog blandt andet i De Olympiske Lege Rio de Janeiro i 2016. Hun udtalte i forbindelse med sin fars død, at »han var min mors og min store livsstøtte i et og alt. En klippe i vores liv«:

»Det er et chok og en stor sorg, men vi føler også taknemmelighed over, at han skulle dø, mens han gjorde, hvad han elskede: at løbe«.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden