Robert Skov og hans tilhørende venstreben vækker forbløffelse, forundring og jubel oven på FC Københavns 6-1 udradering af OB.

Verdens bedste frisparksskytte? Fænomenet Skov sætter nettet i kog efter hattrick

Foto: Lars Poulsen/POLFOTO
Foto: Lars Poulsen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Sikke et våben at have i sit arsenal.

Hver gang, FC København får tildelt et frispark i nærheden af modstanderens felt, falder lydniveauet på stadion, og fokus falder på en enkelt spiller: Robert Skov.

Han har med hjælp fra sit næsten overnaturlige venstreben allerede nettet 21 gange i denne Superligasæson, heraf syv på direkte frispark.

Senest scorede han to frisparksmål i søndagens sene kamp, hjemme mod OB i Parken. I overtiden kunne han endda skrive hattrickshelt på CV’et, da han sluttede kampen af med et straffesparksmål og cementerede ydmygelsen af fynboerne. 6-1.

FCK viste mesterskabsklasse og fantastiske Robert Skov scorede hattrick i afklapsning af OB

Og det er altså seks mål, heraf tre fra Skov, der er scoret på Sten Grytebust, der i december blev kåret til årets målmand i Superligaen for anden gang.

Ingen ende på hypen

Den 22-årige silkeborgenser har med et brandvarmt efterår været Superligaens helt store samtaleemne, og i forårssæsonens første kamp tog han fat præcis, hvor han slap.

Holdkammeraten Nicolai Boilesen fortalte efter kampen om, hvilken gave, det er at have en frisparksskytte som Skov som klubkammerat.

»Jeg sagde til Robert på træningslejren, at han scorer på 25 procent af alle sine frispark, men han begynder snart at komme op på 50 i stedet for«, siger Nicolai Boilesen til TV3+ og fortsætter:

»På det andet mål kan man se, at jeg allerede løfter hænderne, lige da han har sparket, for jeg kan se, han har ramt den rent igen«.

Robert Skov selv var lidt mere afmålt efter kampen, og kunne fortælle, at der hverken er tale om hemmelige tricks eller sort magi, når han går til bolden:

»Jeg tænker ikke så meget. Jeg tror, det er det, det handler om. Jeg har en god følelse, når jeg går til bolden, og det er det vigtigste«, siger Robert Skov til TV3+.

Selv om hovedpersonen selv tager sejren på sin sædvanlige afmålte facon, er der ud at dømme fra folks reaktioner på kampen, ingen ende på hypen om Robert Skov.

Emil Valdimarsson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her