Nycke Groot vandt to DM-titler med Midtjylland i 2013 og 2015.
Foto: Martin Lehmann

Nycke Groot vandt to DM-titler med Midtjylland i 2013 og 2015.

Sport

En af verdens bedste vender tilbage til den danske liga

Christinna Pedersen stopper på landsholdet, Serena Williams måtte opgive.

Sport

Håndbold. En af verdens bedste kvindelige spillere vender tilbage til den danske liga efter fire sæsoner med blandt andet Champions League-titler i Györi i Ungarn. Det er Odense, der har sikret sig den 30-årige hollandske bagspiller Nycke Groot, der tidligere har spillet for både Holstebro og Midtjylland. »Jeg kunne allerede mærke sidste år, at jeg savnede den danske kultur og de venner, som jeg har fået i Danmark«, siger hollænderen, der har underskrevet en toårig kontrakt gældende fra sommeren 2019.

Fodbold. Ifølge den spanske avis El Mundo efterforsker de spanske skattemyndigheder, om Paris SG’s brasilianske stjerne Neymar har betalt skat af de penge, han tjente, da han i 2017 skiftede fra FC Barcelona. Der ses angiveligt også nærmere på, om Neymar betalte skat af en bonus, han modtog, da han i 2016 forlængede sin kontrakt med Barcelona. De spanske skattemyndigheder efterforskede også pengestrømmen, da Neymar i 2013 skiftede fra brasilianske Santos til Barcelona. Her endte det med et forlig.

Badminton. 32-årige Christinna Pedersen stopper på det danske landshold. Hendes sidste turnering bliver Swiss Open, hvor hun spiller med doublemakkeren Mathias Christensen. Hun begrunder beslutningen med en ændret livssituation efter at være blevet mor. Karrierestoppet ærgrer sportschefen i Badminton Danmark, Jens Meibom. »Det er selvfølgelig et slag for vores resultatmålsætninger og især OL-ambitioner, hvor vi havde håbet på, at Christinna og Mathias skulle kæmpe med om medaljerne«, siger Jens Meibom. Med 27 medaljer ved OL, VM og EM samt 18 Super Series-titler er Christinna Pedersen en af de mest vindende danske spillere nogensinde. Fremover nøjes hun med kampe i Badmintonligaen.

Doping. Anklagemyndigheden i Tallinn i Estland har åbnet en sag mod langrendstræneren Mati Alaver. Han er træner for tre atleter, der blev taget i den store dopingrazzia ’Operation Aderlass’ ved ski-VM i Østrig for et par uger siden. Yderligere en atlet har med en dopingindrømmelse belastet Mati Alaver, der har været elitetræner i mere end 30 år. Med tre estiske løbere samt toptræneren indblandet er sagen også nået til politisk niveau. Etslands præsident Kersti Kaljulaid har ifølge AP frataget Mati Alaver to nationale ordner.

Cykling. Hollænderen Dylan Groenewegen (Jumbo-Visma) er Paris-Nice-feltets stærkeste sprinter. Mandag kom han også på 2. etape først over målstregen og fører nu med 13 sekunder i den samlede stilling ned til polakken Michal Kwiatkowski (Sky).

Speedskating. OL 5’eren Viktor Hald Thorup blev nummer 4 i massestarten World Cup-finalerne i Salt Lake City i USA og sluttede dermed som nummer 13 sammenlagt over hele sæsonen.

Fodbold. Den Birmingham-tilhænger, der søndag løb ind på banen og slog Aston Villas Jack Grealish ned bagfra i lokalopgøret, erklærer sig skyldig i overfaldsanklagen og er dømt til at afsone fængselsstraf i 14 uger. Gerningsmanden har ifølge Birmingham Mail forklaret, at overfaldet på Jack Grealish var en joke, der blev til virkelighed. Ifølge anklageren havde den nu dømte, der har haft sæsonkort til Birminghams kampe i 20 år, den opfattelse, at Jack Grealish er en såkaldt ’nob’ – en lidt smart type. Paul Mitchell er som følge af overfaldet udelukket fra Birminghams stadion på livstid. Retten har desuden besluttet, at gerningsmanden har adgangsforbud på samtlige øvrige britiske fodboldarenaer i 10 år.

Tennis. Ved stillingen 3-6, 0-1 i spansk e Garbine Muguruzas favør måtte 37-årige Serena Williams opgive at færdigspille mødet i Indian Wells-turneringen. Williams var blevet ramt af en virus.

Cykling. Den tredobbelte verdensmester i holdforfølgelse på banen Kelly Catlin er pludselig død, 23 år gammel. Catlins dødsårsag er endnu ukendt for offentligheden.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Fodbold. Det gav bagslag for Paris SG at invitere 500 fans til holdets træning søndag. Spillerne blev efter den enorme Champions League-nedtur mod Manchester United i sidste uge mødt med vrede. »En flok svin. Vis os jeres nosser«, lød det blandt andet fra tilskuerne, der uden held blev forsøgt beroliget af anfører Thiago Silva og holdkammeraten Marquinhos.

Fodbold. Der er to mulige debutanter i U21-landstræner Niels Frederiksens trup til de kommende testkampe forud for EM-slutrunden. Det er den FC København-ejede Esbjerg-spiller Carlo Holse og FCK’eren Jonas Wind, der har spillet et utal af kampe sammen i FCK-regi og på U17, U18 og U19-landsholdet, som kan få chancen mod Belgien i Slagelse 20. marts og fire dage senere på udebane mod Frankrig.

Fodbold. FC København formåede via et klumpspilsmål at tage et point med sig hjem fra mødet med FC Nordsjælland i Farum i søndagens 2-2 kamp. Efter scoringen var der tvivl om, hvorvidt Robert Skov ville udbygge føringen på topscorerlisten, eller om målet ville blive vurderet som et selvmål. Efterfølgende krediterede dommeren dog Robert Skov for målet, som FCK-profilen selv kalder for karrierens grimmeste mål. »Jeg ved ikke helt præcis, hvad der sker ved udligningen. Jeg kæmpede bare for at få ram på den og mener også, jeg fik den over stregen. Heldigvis fik vi under alle omstændigheder udlignet«, siger Robert Skov til FCK’s hjemmeside.

Atletik. Rusland er som nation fortsat udelukket fra al international konkurrence, meddeler Det Internationale Atletikforbund efter et møde i Doha. Siden 2015 har Rusland været suspenderet, da Det Internationale Antidopingagentur kom med beviser på udbredt brug af doping i landet. Rusland kan først vende tilbage, når landet udleverer testresultater fra det laboratorium i Moskva, hvor en del af dopingfifleriet angiveligt har fundet sted. Enkelte russiske atleter kan deltage internationalt, men som neutrale atleter og ikke under russisk flag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Fodbold. Ajax Amsterdam har forlænget kontrakten med deres 35-årige angriber Klaas Jan Huntelaar til sommeren 2020. Dermed kan Kasper Dolberg også i næste sæson se frem til skarp konkurrence på angriberpositionen.

Fodbold. Tre uger før Fifa tildelte Qatar værtskabet for VM i 2022, tilbød oliestaten 400 millioner dollars til selv samme forbund. Det skriver The Sunday Times, der har fået adgang til en række lækkede dokumenter. Tilbuddet kom via det statsejede tv-selskab Al Jazeera, som ville betale beløbet for at få tv-rettighederne. Efter at Qatar var blevet tildelt VM-værtskabet, tilbød også Al Jazeeras søsterkanal BeIN sports, som også er ejet af staten, 480 millioner dollars for tv-rettighederne. Ifølge The Sunday Times fordi de frygtede, at slutrunden ville blive taget fra Qatar grundet den massive kritik, der kom som følge af valget.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden