Robert Skov, FCK, har scoret til 2-0 på straffespark i Superliga opgøret i Telia Parken i København mellem FC København og Vejle søndag den 3. marts 2019 og fejrer det med Jonas Wind. Skov er netop udtaget til landsholdet for første gang, mens Wind kan få debut på U21-landsholdet.
Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix

Robert Skov, FCK, har scoret til 2-0 på straffespark i Superliga opgøret i Telia Parken i København mellem FC København og Vejle søndag den 3. marts 2019 og fejrer det med Jonas Wind. Skov er netop udtaget til landsholdet for første gang, mens Wind kan få debut på U21-landsholdet.

Fodbold

Truppen til årets første landskamp: Åge Hareide udtager tre mulige debutanter og vrager to af de faste navne

Superligaens topscorer, Robert Skov, får endelig chancen for at vise sig frem på landsholdet.

Fodbold

Tre helt nye navne er en del af den landsholdstrup, som Åge Hareide mandag har udtaget til de to forestående udebanedyster - et testopgør mod Kosovo torsdag 21. marts og den første EM-kvalifikationskamp mod Schweiz tirsdag 26. marts.

Det drejer sig om forsvarsspilleren Joachim Andersen fra Sampdoria, midtbanespillere Philip Billing fra Huddersfield og Superligaens topscorer, Robert Skov fra FC København. Alle sammen er de unge nok til at spille på U21-landsholdet, men er altså fundet gode nok til at blive set an i regi af det bedste mandskab, hvor de nu kan få debut.

»Det er naturligt at se på u21-landsholdet, der jo er en rekrutteringsbase for os. I 2018 brugte vi ingen debutanter, fordi vi har satset på kontinuiteten, men det er også naturligt at tage nye ind og se deres kvalitet an. Det gør vi nu«, siger Åge Hareide på et pressemøde.

Tidligere har landstræneren holdt igen med at give Robert Skov chancen, selv om han har været den mest hypede superligaspiller i denne sæson. Men den unge FCK’er har rykket sig, mener Hareide, og kantspilleren fortjener derfor chancen for at vise sig frem:

»Han har fantastiske færdigheder i sin venstrefod. Vi må se nærmere på folk, der har spidskompetencer, vi kan bruge – som for eksempel sådan et spark«, siger Åge Hareide.

Til gengæld har landstræneren valgt at se bort fra Pione Sisto, der ellers har været en fast del af nordmandens trupper. Men den vævre kantspiller har det svært i spanske Celta Vigo og er langt fra den form, der tidligere har gjort ham til et drilsk aktiv i offensiv. Også forsvarsspilleren Jannik Vestergaard fra Southampton er vraget i denne omgang, selv om han også var med på VM-holdet sidste sommer og har været en integreret del af Hareides trupper.

Det samme er tilfældet for Viktor Fischer og Andreas Bjelland fra FCK, men deres fravær bunder mest af alt i, at de har været ude med skader og først for nylig er kommet tilbage.

»De er bestemt stadig i spil til den næste omgang kampe«, siger Hareide.

Men først gælder det altså især EM-kvalifikationskampen mod det topseedede hold i gruppen, Schweiz. På udebane i Basel forventer Hareide en svær dyst.

»Schweiz er klart den sværeste modstander i vores gruppe, så der skal vi virkelig være klar. Derfor passer det os også godt at kunne spille holdet sammen mod Kosovo. Jeg har læst, at vores pulje er nem, men når man ser på ranglisten er den stærk, så det bliver altså ikke så nemt at komme til EM, som nogen måske tror«, siger landstræneren.

»Det har været en lang pause fra november til marts, det er meget lang tid. Men vi har brugt tiden godt og har evalueret 2018, som var et fantastisk år for det danske landshold. Men det er ikke meget værd, hvis ikke vi kan fortsætte. Derfor må vi også blive bedre i visse faser af vores spil – særligt mod hold, der ligger lavt på banen. Det kan være svært at bryde ned«, siger Åge Hareide.

Der er særligt meget på spil for Danmark denne gang, da nogle af kampene til EM 2020 skal foregå i København.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden