Direkte sport i tv
Fodbold: Bayern München er klar til semifinalen i den tyske pokalturnering efter en vild 5-4-sejr hjemme over Heidenheim fra 2. Bundesliga. Bayern spillede med ti mand efter et kvarter og var bagud 1-2 og foran 4-2, før det blev 4-4, og Robert Lewandowski på et straffespark sikrede 5-4-sejren.
Fodbold: Lasse Vibe er tilbage i IFK Göteborg, hvor han tidligere har haft stor succes. Det oplyser den svenske klub på sin hjemmeside, og danskeren blev også præsenteret på et pressemøde onsdag. Vibe, der er hentet i den kinesiske klub FC Changchun Yatai, har skrevet under på en etårig kontrakt, hvor der er indbygget option på yderligere et år. Den 32-årige angriber spillede ud for IFK Göteborg fra 2013 til 2015 og blev i 2014 topscorer i Allsvenskan med 23 mål. I 2015 skiftede han til engelske Brentford, hvorefter karrieren sidste år bragte ham videre til Kina.
Håndbold: Det skulle have været en aften med både økonomisk og sportslig jubel i Viborg HK. Men den sidste del af den plan blev forpurret af Aarhus United, der fortsætter med at imponere i kvindernes liga. Aarhusianerne vandt på udebane 29-26 i Viborg Stadionhal og hentede to meget vigtige point i den tætte slutspilspulje, hvor Team Esbjerg og Herning-Ikast er de to øvrige hold. Dermed måtte Viborgs spillere og tilhængere nøjes med at glæde sig over onsdagens gode nyhed fra direktionsgangen, hvor ledelsen kort før kampen kunne afblæse de økonomiske problemer, der truede klubben på eksistensen.
Tennis: Et par af de stærke navne i Caroline Wozniackis lodtrækningshalvdel ved WTA-turneringen i Charleston er overraskende færdige allerede i 2. runde. Letten Anastasija Sevastova, der var 4.-seedet, blev fejet ud af det grønne grus, da USA’s upåagtede Jessica Pegula vandt 6-4, 6-2, og 7.-seedede Julia Görges måtte overraskende bøje sig for en anden amerikaner, Taylor Townsend, der vandt 6-4, 7-6.
Cykling: Crossverdensmesteren Mathieu van der Poel (Corendon-Circus) fortsætter med at imponere på landevejene. Onsdag var han hurtigst, da han sammen med fire andre ryttere nåede først ind på opløbsstrækningen i brostensløbet Dwars door Vlaanderen. Van der Poel timede sin spurt perfekt og overhalede Anthony Turgis (Direct Energie) på de sidste meter før målstregen efter 183 kuperede kilometer i Flandern. Quick-Steps Bob Jungels blev nummer tre i et løb, hvor ingen af de ni danske deltagere markerede sig i finalen.
Fodbold: FC København har forlænget kontrakten med den 17-årige Mohamed Daramy, så teenagerens kontrakt strækker sig til udgangen af 2021. Han rykkes desuden op i førsteholdstruppen med øjeblikkelig virkning. Det oplyser FCK på sin hjemmeside.
Fodbold: Skyldsspørgsmålet i sagen mod den vagtansvarlige politichef under tribunetragedien på Hillsborough i Sheffield i 1989 er stadig ikke afgjort. Således lykkedes det ikke for en jury at afgøre, om den skulle kende David Duckenfield skyldig for dødsfald, der indtraf i forbindelse med FA Cup-semifinalen mellem Liverpool og Nottingham Forest. Juryen diskuterede spørgsmålet i 29 timer uden at nå til enighed, skriver BBC. Tragedien skete på grund af overfyldte tribuner, og i alt 96 Liverpool-fans mistede livet. Retssagen mod politichefen begyndte 14. januar, og han var tiltalt for groft uagtsomt manddrab på 95 af de 96 personer, der døde. Den sidste døde på et hospital lang tid efter ulykken.
Basketball: Russell Westbrook skrev historie i den amerikanske NBA-liga, da hans klub Oklahoma City Thunder besejrede Los Angeles Lakers 119-103. Han blev nemlig den blot anden spiller i ligaens historie, der præsterede 20 point, 20 rebounds og 20 assists i en og samme kamp. Legendariske Wilt Chamberlain præsterede 22 points, 25 rebounds og 21 assists i en kamp tilbage i 1968. Westbrooks total lød på 20 point, 20 rebound og21 assists.
Fodbold: FC Nordsjælland må undvære Mikkel Rygaard i de næste seks uger. Offensivspilleren pådrog sig en skade i kampen mod FC Midtjylland og er ifølge prognoserne tidligst klar til næstsidste runde i Superligaen.
Tennis: Godt et par måneder efter en operation i sin hofte er Andy Murray tilbage i legen med ketsjer og bold. Det viser han på Instagram. Hans mor, Judy Murray, siger ifølge bbc.com, at hun tror på, sønnen vil forsøge at vende tilbage til tennis på højt niveau. »Jeg tror dog også, at han udmærket er klar over, at det måske ikke er muligt. Men så er der så meget andet, han kan lave efter tennis«, siger Judy Murray.
Badminton: Viktor Axelsen er ligesom landsmændene Rasmus Gemke og Anders Antonsen klar til anden runde af World Tour-turneringen Malaysia Open. Mens de to landsmænd spillede sig videre fra første runde tirsdag, var Axelsen først i aktion onsdag. Her var den tidligere verdensmester kun kortvarigt i problemer, inden han ekspederede useedede Tzu Wei Wang fra Taiwan ud af turneringen. I løbet af lidt over en halv time vandt sjetteseedede Axelsen med 21-14, 22-20.
Håndbold: Verdens bedste håndboldspillere på herre- og damesiden vil et stadigt tættere kampprogram til livs. Det giver spillerne udtryk for i et åbent brev, der er sendt til præsidenterne i Det Internationale Håndboldforbund (IHF) og Det Europæiske Håndboldforbund (EHF). Det skriver TV2 Sport, der er i besiddelse af brevet, der har Den Europæiske Håndboldspillerforening (EHPU) som afsender. Håndboldspillerne mener, at kampprogrammet gør spillerne mere sårbare over for skader. Før og under herre-VM i Danmark og Tyskland i januar har EHPU registreret 61 skader til VM-aktuelle spillere.
Boksning: Enock Poulsen får fordel af hjemmebane, når han i maj skal bokse om EBU’s EU-titel i super letvægt. Det bekræfter promotor Mogens Palle i en pressemeddelelse. Modstanderen i titelkampen er Michal Syrowatka fra Polen. Det er ikke offentliggjort, i hvilken by kampen skal bokses.
Fodbold: Den tyske målmand Benjamin Bellot stopper i Brøndby efter denne sæson. Klubben ønsker ikke at forlænge målmandens kontrakt, siger Brøndbys sportsdirektør, Ebbe Sand, til brondby.com. Benjamin Bellot kom til Brøndby i sommeren 2017.
Håndbold: Svenskeren Lukas Karlsson stopper i Ribe-Esbjerg HH efter sæsonen. Han flytter til Norge med sin kone. Det siger han til JydskeVestkysten. Karlsson har spillet i dansk håndbold siden 2007.
Ishockey: Oliver Bjørkstrand er helt ustyrlig i den nordamerikanske NHL-liga. Natten til onsdag scorede danskeren for sjette kamp i træk, da hans klub Columbus Blue Jackets mødte Boston Bruins. Scoringen var det reducerende mål til 5-1 for Columus Blue Jackets, der tabte 6-2. Bjørkstrand er oppe på 21 scoringer i sæsonen.
Tennis: Caroline Wozniacki spiller onsdag årets første kamp på grus ved WTA-turneringen i amerikanske Charleston. Danskeren skal i 2. runde møde Laura Siegemund, der slog amerikanske Emma Navarro i to sæt 7-5, 6-4. Den 31-årige tysker er nr. 104 på verdensranglisten.
Fodbold: Neymar har siden 23. januar blot kunnet kigge på, når hans klub Paris Saint-Germain spillede. Men nu lysner det for den brasilianske superstjerne, der onsdag er tilbage på træningsbanen. Den franske klub kan endnu ikke oplyse, hvornår Neymar er klar til kamp efter sin lange skadespause.
Fodbold: Da Juventus tirsdag aften vandt 2-0 på udebane over Cagliari, lød der i flere omgange abelyde rettet mod de mørke Juventus-spillere Moise Kean, Blaise Matuidi og Alex Sandro. Abelydene tog til, da førstnævnte i kampens slutfase scorede til 2-0 og demonstrativt fejrede scoringen ved at stille sig ud foran Cagliaris fans og slog ud med armene. Men det var en forkert måde at fejre målet, mener Juventus-stopperen Leonardo Bonucci. Målfejringen var med til at opildne til racisme, mener han.
»Kean ved, at når han scorer et mål, skal han fejre det med sine holdkammerater. Han ved også godt, at han skulle have gjort noget andet. Der var racistiske lyde efter målet, og dem hørte Blaise Matuidi også. Jeg synes, at skylden kan deles 50/50, for Moise Kean skulle ikke have fejret på den måde ud mod fansene, og fansene skulle ikke have reageret på den måde«, siger Bonucci til SkyItalia. (Ritzau)
fortsæt med at læse


























