Danish Open handler om kvalifikationer til alverdens internationale stævner for de bedste danske svømmere, og førstedagen udløste blandt andet VM-billetter til tre af Danmarks hurtigste kvinder, men måske lidt overraskende ikke til den tidligere verdensmester Jeanette Ottesen.
I finalen i 100 meter fri var der ud over et individuelt VM-krav også mulighed for at blive en del af en holdkap i 4 x 100 meter fri. Danmark har i den disciplin deltaget ved OL de seneste to gange med en 12.-plads i Rio og en 6.-plads i London som resultat, men med Pernille Blumes nye niveau og udviklingen for 20-årige Signe Bro og 19-årige Julie Kepp Jensen begynder holdkappen at have yderligere spændende internationale perspektiver.




























