Hvis Martin Retov står i spidsen for et Brøndby-hold, der vinder pokalturneringen og også får bronze og dermed sikrer klubben europæisk deltagelse i næste sæson, har han gjort alt for at kunne fortsætte som cheftræner på permanent basis. Men det vil nok bare være for sent. Pokalfinalen mod FC Midtjylland spilles 17. maj og sidste runde i Superligaen 26. maj. Jan Bech Andersen har meldt ud, at den nye træner skal ansættes senest 1. maj. Klubejeren har sagt til Politiken, at der er tre kandidater tilbage på en liste, som givetvis har været lang. Brøndby har fået mange henvendelser og trænernavne, fra ind- og udland, tilbudt. Bl.a. spændende navne fra Spanien og England.
Det smalle felt består angiveligt af to udlændinge, den ene er hollænderen Andries Jonker, som senest (2017) var chef i tyske Wolfsburg, og en dansker - der hedder Kasper Hjulmand. Retov, der jo også kan tabe finalen med Brøndby og ende uden for medaljerækken i ligaen, er outsider og stadig i venteposition i forhold til at få afklaret hvilken rolle, han skal have i Brøndby i næste sæson.




























