Michael Laudrup, Morten Olsen og Jess Thorup. De tre fodbolddanskere har noget til fælles. De har været med til at vinde mesterskaber og pokaler i Danmark og med klubber ude i Europa, da de var spillere. Laudrup og Olsen har gjort det samme som cheftrænere. Jess Thorup kan juble over sin første titel i udlandet i dag – hvis han bliver belgisk pokalmester med KAA Gent, der møder KV Mechelen i finalen i Bruxelles.
Jess Thorups hold er favorit mod KV Mechelen, som har vundet den næstbedste række - og i øvrigt er en af de klubber, der risikerer en hård straf i forbindelse med den store skandalesag, der er ved at blive optrevlet og handler om matchfixing og snyderi i belgisk fodbold.




























