Chris Christoffersen stopper karrieren efter DM-finale.

Brøndby er dansk mester, norsk kvinde er bedst i Danmark og to NHL-spillere siger nej til VM

Lyt til artiklen

Fodbold. Brøndby er atter dansk mester for kvinder. En 3-0-sejr på udebane over Ballerup-Skovlunde sikrede på næstsidste spillerunde DM-titlen. Rie Öling, Nanna Christiansen og Mille Gejl Jensen scorede i anden halvleg målene, der giver Brøndby det 12. mesterskab på 17 år. Kun Fortuna Hjørring, der i år vinder sølv, har i samme periode kunnet forhindre Brøndby i at vinde. Brøndby har i denne sæson spillet 23 ligakampe uden at tabe og mangler en at møde Fortuna Hjørring i sæsonens sidste kamp på lørdag. De to klubber mødes desuden i pokalfinalen på Brøndby Stadion lørdag 18. maj.

Fodbold. Silkeborg forsvarede førstepladsen i 1. division med en sejr på 5-0 over Thisted. Viborg på andenpladsen spiller torsdag hjemme mod Fredericia forud for topkampen mod Silkeborg på mandag. Næstved vandt med 4-1 over FC Roskilde for første gang i fem kampe og er 1 point foran Fremad Amager, der vendte 0-3 til en 4-3-sejr i et vanvittigt comeback på hjemmebane mod Lyngby.

Resultater og stilling i 1. division

Fodbold. Chelsea er blevet alvorligt stækket i forsøget på at holde trit med de øvrige hold i Premier League. En appelkomité under Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, fastholder nemlig, at den engelske klub ikke må købe nogen spiller i de næste to transfervinduer. Det oplyser Fifa på organisationens hjemmeside. Chelsea blev idømt straffen for at have forbrudt sig mod reglerne om køb af mindreårige spillere, og den er nu stadfæstet. Det samme er bøden på 600.000 schweizerfranc (ca. 3,9 millioner kr.). Chelsea må gerne sælge spillere i perioden.

Håndbold. Spillerne i de to bedste rækker samt danskerne i udlandet har kåret den 24-årige norske stregspiller Vilde Mortensen Ingstad fra Team Esbjerg som årets spiller i Danmark i 2018. Team Esbjerg er i denne sæson i både EHF Cup-finalen, hvor ungarske Siófok er modstanderen, og DM-finalen, hvor Herning-Ikast venter. Anne Mette Hansen fra ungarske Györ og hollænderen Kelly Dulfer fra København blev nummer to og tre i afstemningen, som Håndbold Spiller Foreningen står bag.

Tennis. For første gang i denne sæson var Roger Federer på grus, og den schweiziske veteran fik et overbevisende comeback, da han ved Madrid Open besejrede Richard Gasquet 6-2 og 6-3. Topseedede Novak Djokovic er også videre i turneringen efter sejr ligeledes i to sæt over Taylor Fritz. Serberen vandt med 6-4, 6-2, lige som den andenseedede Rafael Nadal med 6-3, 6-3 over den 18-årige canadier Felix Auger-Aliassime er videre til tredje runde i turneringen, som spanieren har vundet fem gange.

Fodbold. Danny Simpson og Shinji Okazaki var i 2016 med til at sikre Leicester det sensationelle engelske mesterskab, men i næste sæson skal de finde en ny arbejdsgiver, da Leicester ikke har forlænget kontrakterne med den 32-årige engelske back og den 33-årige japanske offensivspiller.

Ishockey. Danmark stiller op ved VM i Slovakiet uden NHL-spillerene Nikolaj Ehlers og Oliver Bjorkstrand. Førstnævnte er skadet, mens Bjorkstrand har meddelt landsholdsledelsen, at han ikke står til rådighed for holdet. Danmark åbner VM på lørdag med en kamp mod Frankrig.

Basketball. Efter mange år som en af de største profiler i dansk basketball indstiller Chris Christoffersen nu karrieren. Bakken Bears-spilleren, der fylder 40 år i august, er aktuelt tæt på sit 10. danske mesterskab med den aarhusianske klub, og han har derudover vundet pokalen 7 gange. Udover Bakken Bears har 218 centimeter høje Chris Christoffersen blandt andet spillet collegebasketball i USA samt i Italien, Finland, Sverige og Australien.

Håndbold. Helle Thomsen er nomineret til titlen årets træner i verden 2018 af Det Internationale Håndboldforbund, IHF. Danskeren førte Holland til bronze ved EM i Frankrig inden hun stoppede som landstræner kort tid efter. De øvrige nominerede på kvindesiden er Frankrigs landstræner Olivier Krumbholz, Serbiens landstræner Ljubomir Obradovic, Rumæniens landstræner Ambros Martin og den norske landstræner Thorir Hergeirsson. På herresiden er de fem nominerede Spaniens landstræner Jordi Ribera, Frankrigs landstræner Didier Dinart, Montpelliers træner Patrice Canayer, Sveriges landstræner Kristjan Andresson og Nantes-træner Thierry Anti.

Golf. Nanna Koertsz Madsen har kvalificeret sig til Major-turneringen US Open, der spilles 30. maj-3. juni i Charleston, South Carolina. Billetten til US Open kom i hus via en 2.-plads ved en kvalifikationsturnering i Californien.

Basketball. Ambitiøse Philadelphia 76ers er et nederlag fra at ryge ud af slutspillet i den nordamerikanske NBA-liga. Holdet måtte rejse hjem fra Toronto med et sviende nederlag på 125-89, og dermed fører Raptors sammenlagt 3-2 i serien, hvor der spilles bedst af 7 kampe. Denver Nuggets har også spillet sig frem til en matchbold efter sejr på 124-98 over Portland Trail Blazers. Med blandt andet 25 point og 19 rebounds var Nikola Jokic igen en af profilerne hos Nuggets, der mangler en sejr for at avancere til semifinalen.

Håndbold. Nora Mørk er tilbage på det norske landshold efter en skadespause på over et år. Nora Mørk pådrog sig i februar sidste år en korsbåndsskade i knæet, der har holdt hende ude stort set siden. Hun gjorde comeback for sin ungarske klub, Györ, i april.

Fodbold. USA’s kvinder er forsvarende verdensmestre, men spillerne mener, at de trods gode resultater bliver diskrimineret og betalt mindre end deres mandlige kolleger på grund af kønnet. Det aviser det amerikanske fodboldforbund. US Socces siger i et svar, at lønnen er baseret på de indtægter, landsholdene genererer. Og de er altså større for mændenes landshold, argumenterer US Soccer.

Henrik Braad Jacobsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her