Ishockey: Danmark bliver vært for mændenes VM i 2025 sammen med Sverige. Det oplyser Danmarks Ishockey Union fredag (DIU) på sin hjemmeside. Sverige har netop præsenteret de to landes samarbejdsaftale på Det Internationale Ishockeyforbunds, IIHF’s, kongres i Bratislava. Nu mangler blot den formelle godkendelse, som sker på en af de kommende IIHF-kongresser, oplyser DIU. »Det er en kæmpe, kæmpe triumf for dansk ishockey, at vi allerede nu bliver værter for VM igen. Vi rider stadig på momentum fra 2018, hvor vi beviste, at vi som en lille nation kunne klare en stor opgave. Det er helt umuligt at få armene ned. Det er en cadeau til hele ishockey-Danmark og alle de frivillige kræfter, der gjorde et fremragende stykke arbejde ved VM i 2018«, siger DIU-formand Henrik Bach Nielsen til unionens hjemmeside. Sidste år blev VM-kampene i Danmark spillet i Royal Arena i København og Jyske Bank Boxen i Herning. Turneringen samlede de to steder 526.297 tilskuere over 17 dage.
Lance Armstrong fortryder intet ved sit dopingsnyderi, og kinesisk fodbold tager en omgang til med Marcello Lippi.




























