Niels Frederiksen elsker sit arbejde, men glæder sig nok også til, at det bliver jul. Der er godt nok længe til, men det bliver altså ikke før langt inde i december, at han endelig kan holde lidt fri og puste ud efter det mest hektiske fodboldår i karrieren. Mens superligaspillerne holder ferie og lader op til næste sæson, er 48-årige Frederiksen ved at forberede sit U21-landshold til EM-slutrunden i Italien. Det skal han koncentrere sig om frem til formentlig slutningen af juni. Samtidig må han have Brøndby i tankerne hver dag. Det har han vist haft længe, for han har fortalt os, at han har haft løbende samtaler om jobbet med klubejer Jan Bech Andersen og sportsdirektør Ebbe Sand i tre-fire måneder.
Nu skal der sælges og købes spillere i klubben på Vestegnen, hvor den tidligere cheftræner i Lyngby og Esbjerg møder ind som ny chef for trænerteamet, dagen efter at U21-holdet er færdige i Italien. Så kører det i fuld fart med de første europæiske kampe og superligakampe midt i juli. Niels Frederiksen kommer til at være under et massivt, konstant pres fra klub og fans. Brøndby skal i top-3 hvert år, spille i Europa, vinde titler. Og nu skal Brøndby selv udvikle og forme flere unge talenter, der kan bruges i førsteholdstruppen. Kan han klare det? Vi er klogere til jul.




























