Forbes vurderer, at der blandt verdens 100 bedst betalte sportsstjerner kun figurerer en enkelt kvinde. Listen toppes af fodboldens store drenge.

Serena Williams er eneste kvinde blandt sportens 100 bedst betalte

Med en årlig indkomst på cirka 190 millioner kroner er Serena Williams den 63. bedst betalte sportsudøver i verden ifølge Forbes. Foto: Gonzalo Fuentes/Ritzau Scanpix
Med en årlig indkomst på cirka 190 millioner kroner er Serena Williams den 63. bedst betalte sportsudøver i verden ifølge Forbes. Foto: Gonzalo Fuentes/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Rammer man den for alvor og når toppen af sportens verden, er pengesummerne ikke bare store, men abnormt store. Den pointe udpensles hvert år, når finansmagasinet Forbes laver sin opgørelse over de 100 bedst betalte sportsudøvere i verden.

I år er det fodboldspillere, der er i top. De tre største stjerner i fodbold, Lionel Messi, Cristiano Ronaldo og Neymar, indtager de tre øverste placeringer med Messi på tronen med en estimeret indkomst på 127 millioner dollars, svarende til cirka 840 millioner kroner set på de seneste 12 måneder.

Listen opgøres på baggrund af estimater, som Forbes laver med en række eksperter, hvori alt fra præmiepenge til løn, sponsorater, bonusser og andre indtægter regnes med.

I hælene på fodboldtrioen er den mexicanske boksestjerne Canelo Alvarez, der scorede over 90 millioner dollars på at skrive en eksklusiv kontrakt med en amerikansk streamingtjeneste til sport kaldet DAZN.

Tidligere landsholdsstjerne kritiserer træner op til VM: »Hun bukker let under for pres«

Sidste mand i top fem er tennisspilleren Roger Federer. Schweizeren sætter alle andre på plads, når det gælder indkomster fra sponsorerer, hvor han er 32 millioner dollars foran nummer to, hvis man udelukkende ser på sponsorpenge. Den, der scorer næstflest penge på sponsorater, er i øvrigt Tiger Woods, der trods diverse skandaler fortsat har sponsorerne med sig.

Lader man øjnene løbe ned af listens 100 velkendte navne er der dog en ting, der mangler. De kvindelige sportsstjerner. Tennisspillerne Maria Sharapova, Caroline Wozniacki, Venus Williams. Kampsportsfænomenet Ronda Rousey. Racerkøreren Danica Patrick.

Pernille Blumes trænere fritstillet af tavst svømmeforbund

Kun en enkelt kvindelig sportsudøver er på Forbes’ top 100 for de forgange 12 måneder. På en plads som nummer 63 ligger tennisstjernen Serena Williams, og hun udgør faktisk en fremgang for antallet af kvinder på listen. I 2018 var der nemlig ingen kvinder på listen.

Sidste år manglede Serena Williams 4,8 millioner dollars for at nå ind i top 100, mens Caroline Wozniacki, som den næstbedst betalte kvindelige sportsudøver i 2018, manglede 9,9 millioner dollars for at være med i det helt dyre selskab.

At kvinder er underbetalte i forhold til mændene skyldes især, at økonomien i de store holdsportsgrene er steget eksplosivt for mændene, skriver Forbes i en artikel fra 2018. Her sammenligner de tv-aftalen for kvindernes basketballliga i USA på 25 millioner dollars om året med herrernes aftale, som har en værdi af 2,5 milliarder dollars årligt.

Du kan se hele top 100 for 2019 ved at klikke på linket her.

Lasse Danielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her