Fire sikre danske medaljer i badminton, hård modstand til håndboldverdensmestrene ved EM i 2020.

Uefa udelukker AC Milan

AC Milans flag kommer ikke til at blafre i Europa før tidligst i efteråret 2020.  Foto: Daniele Mascolo/Ritzau Scanpix
AC Milans flag kommer ikke til at blafre i Europa før tidligst i efteråret 2020. Foto: Daniele Mascolo/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Fodbold. AC Milan kommer ikke til at deltage i Europa League i den kommende sæson. Milaneserne blev tidligere på året udelukket af Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) for brud på de såkaldte Financial Fair Play-regler. Klubbens appel ved Den Internationale Sportsdomstol (CAS) blev fredag arkiveret. »AC Milan er ekskluderet fra at deltage i Uefas klubturneringer i sæsonen 2019/2020 som en konsekvens af brud på FFP-reglerne i de seneste tre sæsoner«, skriver CAS i afgørelsen. AC Milans plads som direkte kvalificeret til Europa League overtages af AS Roma, mens Torino som Serie A’s nummer syv skal spille kvalifikation. Milan accepterer udelukkelsen. »Klubben anerkender, at den ikke har noget andet valg end at acceptere straffen for at kunne opfylde reglerne«, skriver AC Milan på sin hjemmeside.

De europæiske olympiske lege. Danmark er sikret mindst tre bronzemedaljer i badminton i singlerækkerne ved legene i Minsk. Mia Blichfeldt er klar til semifinalen i damesingle efter en sejr i to sæt over briten Chloe Birch. Sætcifrene var 21-11 og 21-13. Også Line Kjærsfeldt gik videre til semifinalen, da den topseedede dansker vandt 21-15, 12-21, 21-16 over tyrkiske Neslihan Yigit. Dermed kan der stadig vente en finale mellem de to danske damesingler. I herresingle gik andenseedede Anders Antonsen videre til semifinalen efter en sejr over briten Toby Penty på 21-15, 21-16. Anders Skaarup Rasmussen og Kim Astrup kan vise vej for singlerne. Herredoublen er sikre på mindst sølv og skal spille finale efter 21-17, 21-17-sejr over russerne Vladimir Ivanov og Ivan Sozonov i semifinalen.

De europæiske olympiske lege. Også bordtennismændene har mulighed for at komme på medaljeskamlen i Minsk, men kun som bronzevindere. Jonathan Groth, Anders Lind og Tobias Rasmussen måtte i semifinalen for hold se sig slået 3-1 af Sverige, der nu skal spille om guld mod Tyskland, mens danskerne skal slås om bronze med Portugal. Sølvvinderen fra den individuelle turnering, Jonathan Groth, viste igen sin klasse, da han slog Sveriges VM-sølvvinder Mattias Falck klart med 3-1 i sæt, inden Falck sikrede den svenske sejr ved at slå Anders Lind 3-1.

Håndbold. Når EM for mænd afvikles i 2020 får de danske verdensmestre Ungarn, Island og Rusland som indledende modstandere. Danmark spiller sine gruppekampe i Malmø. »Jeg havde helt sikkert håbet på en bedre lodtrækning. Vi skal op imod tre dygtige hold, hvor vi skal være klar fra første kamp. Det er en gruppe, hvor vi skal spille rigtig godt, hvis vi skal gå videre. Der venter os samtidig stærk modstand i en eventuel mellemrunde, hvor vores halvdel er uhyggelig stærk«, siger landstræner Nikolaj Jacobsen.

Golf. To af fire danske deltagere i Andalucia Masters klarede fredagens cut og er videre til weekendens finalerunder. Søren Kjeldsen ligger efter anden runde på en delt 23.-plads i et enkelt slag under par. Thomas Bjørn er to slag over par og går lige nøjagtig videre. Jeff Winther og Joachim B. Hansen sluttede i fire slag over par og er unde af turneringen, der føres af sydafrikanske Christiaan Bezuidenhout.

Fodbold. FC Nordsjælland-angriberen Andreas Skov Olsen er et brandvarmt emne på transfermarkedet. Superligaklubbens sportschef, Carsten V. Jensen, beretter over for TV3 Sport om usædvanlig stor interesse for topscoreren. »Lige nu har 20 klubber henvendt sig seriøst til os«, siger Carsten V. Jensen.

Tennis. Det bliver enten tyskeren Angelique Kerber eller tjekkiske Karoline Pliskova, der kommer til at afløse Caroline Wozniacki som titelholder i Eastbourne. Angelique Kerber kom til lørdagens græsfinale uden at komme i kamp, da tuneseren Ons Jabeur måtte trække sig med en ankelskade. Pliskova besejrede hollænderen Kiki Bertens 6-1, 6-2.

Fodbold. Esbjerg har skrevet en fireårig kontrakt med den 20-årige offensivspiller Nicklas Røjkjær, der støder til fra Viborg i den næstbedste række.

Cykling. Katusha har udtaget Mads Würtz til Tour de France. Mads Würtz har ikke tidligere kørt den franske rundtur. Den 25-årige har kørt for Katusha siden 2017. »Jeg er sindssygt glad og stolt. Det har været en drøm, lige siden jeg vidste, hvad den gule trøje og Tour de France er. Jeg er vokset op i en cykelfamilie og har altid set Tour de France«, siger Mads Würtz til TV 2. Kontingentet af danskere kom i løbet af op på syv, efter at Mitchelton-Scott har udtaget Christopher Juul-Jensen og Sunweb har sat Søren Kragh Andersen på startlisten. I forvejen var Jakob Fuglsang og Magnus Cort (Astana) samt Kasper Asgreen og Michael Mørkøv (Quick-Step) udtaget.

Tour de France-rekord lurer: Største danske deltagelse i 28 år, og måske bliver 2019 historisk



Motorsport. Lewis Hamilton var hurtigst, da formel 1-feltet afviklede den første frie træning i forbindelse med weekendens østrigske grandprix. Den regerende verdensmester var 0,1 sekund hurtigere end Ferraris Sebastian Vettel, mens Valtteri Bottas i den anden Mercedes var yderligere to hundrededele af et sekund langsommere. Kevin Magnussen fik en udmærket start på weekenden som 9. hurtigst - godt et sekund langsommere end Hamilton. I eftermiddagens anden træning sluttede den danske Haas-kører som nummer 11.

Tennis. Lodtrækningen til Wimbledon magede sig således, at Caroline Wozniacki i 1. runde skal møde den 22-årige spanier Sara Sorribes Torro. Spanieren ligger nummer 69 i verden, mens 28-årige Wozniacki er nummer 14. 1. runde byder endvidere på et rent amerikansk opgør mellem 39-årige Venus Williams og den kun 15-årige kvalifkationsspiller Cori Gauff, der er den yngste spiller i hovedturneringen i mere end 50 år. Da Cori Gauff blev født i 2004, havde Venus Williams allerede vundet Wimbledon-turneringen to af sine i alt fem finalesejre og været i yderligere to finaler.


Fodbold. Lyngby har skrevet en toårig kontrakt med André Riel, der senest har spillet for AGF.

De europæiske olympiske lege. Mixeddoublen i badminton med Niclas Nøhr og Sara Thygesen tabte kvartfinalen til det britiske par Chris og Gabrielle Adcock, og danskerne kommer dermed ikke til at forsvare deres titel fra legene i Baku 2015. Briterne vandt kampen i tre sæt med cifrene 21-15, 19-21, 21-15.

Motorsport. Når Jan Magnussen stiller til start i 6 timersløbet på Watkin Glenn denne weekend, er det samtidig den danske veterans løb nr. 150 for Corvette Racing. Den tidligere formel 1-kører sad første gang i den legendariske amerikanske bil tilbage i 2004, og han har siden 2007 været fuldtidsansat hos Corvette.

Fodbold. England er klar til semifinalen ved VM i Frankrig efter en klar 3-0-sejr over Norge. Englænderne chokstartede, da Jill Scott allerede efter tre minutter spil scorede til 1-0, og det blev 2-0 kort tid før pausen ved Ellen White. Lucy Bronze gav nordmændene dødsstødet 12 minutter inde i 2. halvleg, da hun gjorde det til 3-0 på et langskud. England var ligeledes i semifinalen for fire år siden, som de dog tabte og sidenhen vandt bronze. I dette års semifinale venter enten de franske værter eller USA.

Fodbold. Paraguay har en solid defensiv, og det fik Brasilien at mærke i kvartfinalen ved Copa América, da både den ordinære kamp og den forlængede spilletid endte uden scoringer. Derfor måtte der straffespark til, inden brasilianerne kunne trække sig sejrrigt tilbage og vende blikket mod semifinalen. Straffesparkskonkurrencen blev afgjort på femte skud, da Paraguays Derlis Gonzalez brændte, hvorefter Gabriel Jesus bevarede nerverne i ro og sendte bolden i nettet til brasiliansk 4-3-sejr. Brasilien, der er vært for turneringen, møder i semifinalen enten Venezuela eller ærkerivalerne fra Argentina.

Tennis. I en alder af 15 år og 122 dage bliver Cori Gauff den yngste deltager i Wimbledons hovedturnering i den såkaldte åbne æra, der startede i 1968. Amerikaneren, der er rangeret som nr. 301 i verden slog i den 3. og afgørende kvalifikationskamp Greet Minnen overbevisende med 6-1, 6-1. I 1. runde skal Gauff møde sin legendariske landsmand Venus Williams. Derimod kom finalisten anno 2013, tyske Sabine Lisicki, ikke gennem nåleøjet, da hun tabte 0-6, 6-4, 6-4 til Lesley Kerkhove fra Holland.

Fodbold. Spanien og Tyskland mødes i EM-finalen for U21-landshold søndag i Udine. Efter at Tyskland i den ene semifinale havde besejret Rumænien, stod den på storopgør mellem Frankrig og Spanien i den anden. Franskmændene kom bedst fra start og bragte sig foran 1-0 på et straffespark, men Spanien fik allerede inden pausen et godt greb om begivenhederne og scorede to gange. I 2. halvleg satte de spanske boldekvilibrister tingene på plads med yderligere to scoringer, så sejren kom til at lyde på 4-1.

Rygby. CSR/Nanok møder Frederiksberg Rugby Klub i årets danske pokalfinale for mænd. De seneste tre år har Hundested og Speed delt pokaltitlen mellem sig – og på trods af at både CSR og FRK hører til i toppen af dansk rugby, så er det en del år siden, at de to klubber har været pokalmestre. CSR vandt senest pokalturneringen i 2012 og FRK i 2006.

De europæiske olympiske lege. Det danske bordtennislandshold møder fredag Sverige i semifinalen ved EOL i Minsk. Med sølvvinderen fra den individuelle turnering, Jonathan Groth i spidsen slog det danske mandskab Østrig 3-1 i kvartfinalen. I den anden semifinale mødes Tyskland og Portugal.

Golf. Med den runde i tre slag under par er Joachim B. Hansen på en delt 11. plads af Europa Tour-turneringen Andalucia Master i Sotogrande. Thomas Bjørn og Søren Kjeldsen gik første runde i banens par og er begge på en delt 52. plads.


Henrik Braad Jacobsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her