27-årig spiller fundet død på hotelværelse to dage efter kamp. Et rekordstort antal danskere er klar til Tour de France.

Tidligere Wimbledonmester taber i 1. runde til fransk veteran

Maria Sharapova måtte opgive at fuldføre sin kamp i 1. runde ved Wimbledon.
   Foto: Toby Melville/Ritzau Scanpix
Maria Sharapova måtte opgive at fuldføre sin kamp i 1. runde ved Wimbledon. Foto: Toby Melville/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Tennis. Maria Sharapova vandt som blot 17-årig Wimbledon, men russeren får heller ikke i år lejlighed til at gentage triumfen på græsset i London. Hun tabte nemlig i 1. runde overraskende til den franske veteran Pauline Parmentier, der aldrig tidligere har været længere end 2. runde i den traditionsrige turnering og blot er nr. 88 på verdensranglisten. 32-årige Sharapova måtte opgive med en skade i den ene arm ved stillingen 5-0 til Parmentier i 3. sæt. Russeren havde ellers vundet 1. sæt 6-4, men tabte så 2. sæt i en tiebreaker. Det er andet år i træk, Sharapova ryger ud i 1. runde. Tidligere på dagen røg mesteren fra 2017, spanske Garbiñe Muguruza, også ud i første runde. Den 26.-seedede spanier tabte med cifrene 4-6, 4-6 til Beatriz Haddad Maia fra Brasilien, der måtte gennem kvalifikationen for at komme med i hovedturneringen.

Fodbold. Nicolai Boilesen måtte udgå med en skade efter et solouheld, da FC København spillede træningskamp mod russiske FC Orenburg i Østrig. Der foreligger ingen oplysningen om omfanget af mestrenes forsvarsspiller. Andreas Bjelland udgik af kampen efter 20 minutters spil, men ifølge FCK’s hjemmeside var det udelukkende for at forebygge en evt. skade. De danske mestre tabte træningskampen 2-0.

Fodbold. Med 0-0 i den sidste gruppekamp mod Benin gik de forsvarende afrikanske mestre fra Cameroun videre til ottendedelsfinalen ved den aktuelle Africa Cup of Nations, og her er der lagt op til storkamp mod Nigeria.

Fodbold. Tottenham har været på indkøb i den franske klub Lyon. Her har London-klubben købt midtbanespilleren Tanguy Ndombele for en pris som Sky Sports angiver til at være omkring 542 millioner kroner. Den 22-årige franskmand har fået en kontrakt, der løber til 2025.

Cykling. Lars Bak og Michael Valgren er blevet udtaget til Tour de France af Team Dimension Data. Dermed stiller hele ni danskere til start i verdens hårdeste cykelløb. Det er det højeste antal nogensinde. De øvrige danskere er Jakob Fuglsang, Michael Mørkøv, Kasper Asgreen, Magnus Cort, Christopher Juul-Jensen, Mads Würtz Schmidt og Søren Kragh Andersen.

Tennis. For fem år siden var Eugenie Bouchard i Wimbledon-finalen, men årene derefter har formet sig som en lang nedtur for den nu 25-årige canadier. Og årets turnering i London blev ikke oprejsningens time for Bouchard - tværtimod. Hun tabte i 1. runde til slovenske Tamara Zidansek, der er nr. 61 i verden. Eugenie Bouchard, der selv er dalet ned til nr. 79 på ranglisten, tabte i tre sæt med cifrene 6-3, 5-7 og 8-6.

Fodbold. Rafael Benitez har sagt ja til at blive træner for den kinesiske klub Dalian Yifang. Spanieren kunne ikke blive enig med Newcastle om at forlænge kontrakten, og derfor kom tilbuddet fra den kinesiske klub meget belejligt. Benitez har skrevet under på en to et halvt år lang kontrakt.

Tennis. Østrigeren Dominic Thiem, der var seedet nr. 5, måtte overraskende forlade Wimbledon allerede efter 1. runde. Thiem tabte til amerikaneren Sam Querry i fire sæt med cifrene 6-7,, 7-6, 6-3 og 6-0. Så sent som i sidste måned var Dominic Thiem i finalen i French Open.

Fodbold. Selv om der er syv uger, til den tyske bundesliga starter, kan Bayern München allerede nu melde om udsolgt til alle holdets 17 hjemmekampe. Bayerns hjemmebane, Allianz Arena, kan rumme 75.000 tilskuere.

Fodbold. Randers FC siger farvel til assisterende træner Morten Eskesen, der fortsætter karrieren som cheftræner i 2. divisionsklubben Helsingør.

Tennis. Både den forsvarende mester, Angelique Kerber, og verdens nr. 1, Ashleigh Barty er videre til 2. runde af Wimbledon uden de store problemer. I et rent tysk opgør slog Kerber den 31-årige Tatjana Maria i to sæt med cifrene 6-4, 6-3. Australske Barty skulle også kun bruge to sæt til at besejre kineseren Saisai Zheng. Cifrene lød 6-4 og 6-2.

Fodbold. Esbjerg fB har forlænget kontrakten med den 18-årige kantspiller Patrick Egelund frem til sommeren 2023. Patrick Egelund har fået sin fodboldopdragelse i EfB Akademi, hvor han har spillet siden 2008. I den netop overståede sæson fik Egelund to indhop i Superligaen, ligesom han denne sommer rykkes permanent i førsteholdstruppen.

Fodbold. Sportschef Carsten V. Jensen har valgt at opsige sin stilling hos FC Nordsjælland, da han er blevet »præsenteret for interessante jobmuligheder«, som han ønsker at undersøge nærmere. Carsten V. Jensen stopper med øjeblikkelig virkning. Han nåede at være ansat hos FC Nordsjælland i fire år.

Fodbold. Liverpool-profilen Sadio Mane brændte et straffespark, men scorede to gange senere i kampen, da Senegal overbevisende vandt 3-0 over Kenya og gik videre fra puljen i Africa Cup of Nations. I den anden kamp i gruppe C, vandt Algeriet 3-0 over Tanzania og sikrede dermed førstepladsen. I gruppe D gik Marokko og Elfenbenskysten mandag aften direkte videre i turneringen, mens Sydafrika skal spille playoff.

Fodbold. Det amerikanske sportsfirma Capelli Sport har investeret mere end 10 millioner i 1. divisionsklubben HB Køge over de kommende fire år. Penge, som HB Køge selv disponerer over. Dermed opruster Capelli Sport sin investering i klubben i jagten på en plads i Superligaen. Capelli Sport er involveret i flere mindre fodboldklubber verden rundt. HB Køges direktør, Per Rud, får ved siden af sin rolle som sportsdirektør i 1. divisionsklubben også ansvaret for driften på alle Capelli Sports fodboldakademier.

Cykling. Når landets bedste cykelryttere om et år atter skal kæmpe om det danske mesterskab, bliver det med Vejle som værtsby. Det skriver Danmarks Cykle Union (DCU) i en pressemeddelelse. Vejle bliver som bekendt også startby på en etape, når Tour de France kommer til Danmark i 2021.

Baseball. Den blot 27-årige baseballspiller Tyler Skaggs fra Los Angeles Angels blev mandag fundet død på holdets spillerhotel i Texas blot to dage efter, han havde pitchet en kamp i Oakland. Det er uklart, hvorfor Skaggs døde, men politiet i Southlake, Texas har bekræftet, man ikke mistænker, at dødsfaldet skete som følge af en kriminel handling. Tyler Skaggs blev fundet bevidstløs i sin hotelseng på det Hilton Hotel i Texas, som Los Angeles Angels opholdte sig på lidt efter klokken 14 og erklæret død kort efter. Han havde slået et billede op af sig selv og sine holdkammerater på Instagram på vej til Texas så sent som søndag. Skaggs’ dødsfald førte til en aflysning af Angels’ kamp mod Texas Rangers mandag, men klubben forventes at spille tirsdag. Los Angeles Angels har udsendt en pressemeddelelse, hvor man bekræfter nyheden.

»Det er med stor sorg, vi kan bekræfte, at Tyler Skaggs er død. Tyler har og vil altid være en vigtig del af Angels-familien. Vores tanker og bønner går til hans kone Carli og hele hans familie i denne svære tid«,


Søren Lissner

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her