Brøndby balancerede på kanten af afgrunden, men slap med skrækken i finske Turku, hvor hjemmeholdet FC Inter manglede én scoring i at slå Niels Frederiksens hold ud af kvalifikationen til Europa League. 2-0-sejren var for lille efter Brøndbys 4-1-hjemmesejr. Nu venter Lechia Gdansk i næste runde, og hvis polakkerne har haft spioner i Finland, blev de ikke skræmt. Der var søvngængertempo før pausen, og Brøndbys spil var uden ambitioner, saft og kraft. Eksperimentet med Anthony Jung i midterforsvaret forløb, mildt sagt, ikke godt, og Brøndby skabte stort set ingen chancer. To hurtige finske scoringer gav kampen nerve, men Turku-holdet havde ikke format til mere.
Det er Superligaen, der er vigtigst for Brøndby, som får meget sværere ved på udebane at slå Randers FC, end det var at vinde premierekampen på hjemmebane mod Silkeborgs oprykkere. Den nye cheftræner, Niels Frederiksen, er optimist på Vestegnen, hvor Alexander Zorniger for 3 år siden lagde ud med 5 sejre og 3 gange uafgjort i de første 8 runder i den bedste fodboldrække. Brøndbys målsætning er at ende i top-3, og bedømt lige nu er FCK og FCM klare favoritter til at dele guld og sølv mellem sig.




























