Hvis der er én ting, livet som EfB-fan har lært mig, så er det at holde af middelmådighed.
For lad mig bare være ærlig. De fleste af de 33 sæsoner, jeg indtil videre har fulgt og holdt med klubben, har været netop det. Men det er faktisk fint med mig. For lige så berusende og fantastisk det er at opleve min klub få bronzemedaljer (endda to gange), vinde en pokaltitel og spille sig videre fra et Europa League-gruppespil, desto værre og stærkere er den nærdeprimerende følelse, der følger med, når man har set sin klub rykke ud af landets bedste række tre gange. Og så har jeg endda næsten fortrængt dengang i 1990’erne, hvor vi rykkede en tur ned i den tredjebedste. Nej, så hellere en middelmådig sæson i Superligaen, hvor vi slutter på en kedelig, men komfortabel ottendeplads.
