Hun trisser rundt i bare tæer i køkkenet og gør espressoen klar i sirlige porcelænskopper med lyserøde blomster og gulddetaljer. Bagvæggen er grøn, gulvet er sort og hvidt, sommerkjolen er rød, og blodansamlingen under venstre øjenbryn, et levn fra stævnet i Thailand et par dage forinden, er blålilla.

For enden af den korte kjole starter de slanke, men tunge ben, og de muskuløse overarme flyver gennem luften, mens hun fortæller mig om den første gang, hun som ung fynbo fra landet tog til København og fik sig et kulturchok, da en fulderik ramlede ind i hende på gaden og lagde op til ballade.