Med et forsøg på 74,62 meter vandt amerikaneren Gwendolyn Berry i fin stil hammerkastkonkurrencen ved de panamerikanske lege i Peru med et forspring på over tre meter til landsmanden Brooke Andersen. Resultatet var der ikke noget overraskende i, for Berry har i de seneste år været en af verdens bedste på sit felt. Mere overraskende var den efterfølgende sejrsceremoni, som den 30-årige amerikanske atlet brugte til at protestere mod forholdene i USA, der i de seneste uger blandt andet har været skueplads for nogle tragiske masseskyderier.
Da der manglede omtrent 10 sekunder af ’The Star Spangled Banner’, strakte Gwen Berry sin højre arm med en knyttet næve for enden mod himlen, mens hun bøjede hovedet, og på den nåde blev tilskuerne på Estadio Nacional del Peru vidner til en kopi af Tommie Smith og John Carlos’ ikoniske protestaktion ved de olympiske lege i Mexico City i 1968.



























