Det var både »ærgerligt« og en »kæmpe skuffelse«, at Danmark gik glip af sommerens fodboldfest i Frankrig, hvor kvindernes VM blev en underholdende demonstration af sportens potentiale. Men det er og bliver fortid, så nu skal det danske kvindelandshold rette al opmærksomhed på at blive del af den rivende udvikling, der tydeligvis er i gang.
Det mener både landstræner Lars Søndergaard og anfører Pernille Harder på tærsklen til EM-kvalifikationen, der for Danmarks vedkommende åbner med en hjemmekamp i Viborg torsdag aften. De er samtidig enige om, at den danske adgangsbillet til fortsat medlemskab af verdenseliten er nødt til at tilpasse sig den økonomiske virkelighed.




























