FC København kaldte returopgøret i Letland for sæsonens vigtigste kamp. Klart nok, når det var et opgør om mange mio. kr., som FCK’erne plejer at indkassere hver sæson, hvor de er i et europæisk gruppespil. Resultatet var det smukkeste, hvis man kan bruge den vending. Efter 3-1-sejren hjemme var det lille 1-0-nederlag godt nok til at booke en plads i Europa League i en gyserkamp, hvor FCK’erne spillede for lidt, sparkede for meget, havde for mange dumme boldtab og ikke særlig god kontrol over tingene mod de robuste Riga FC-spillere.
Men det er stærkt af FCK at have gjort det igen, når store angribere som Dame N’Doye og Jonas Wind er ude med skader, ligesom landsholdsforsvareren Andreas Bjelland har været. Og Nicolai Boilesen har slet ikke været med. FCK’erne producerede nul chancer før pausen og måtte slide hårdt midt på banen. Set med danske briller blev Viktor Fischer snydt for et straffespark efter pausen ved 0-0, og der blev krig på kniven med provokationer og onde tacklinger. Da Felipe Brisola scorede til 1-0, var det vildt spændende. Og det var ikke kønt, hvad de fightende FCK’ere lavede. Målmand Grytebust fik travlt i slutfasen, inden FCK’erne kunne juble til sidst.




























