Den kenyanske maratonløber Eliud Kipchoge udførte lørdag morgen en bedrift, som ingen andre end ham har været i nærheden af. Han løb 42,195 kilometer på under to timer og skrev sig dermed ind i historiebøgerne som løberen, der brød den magiske grænse, der er skrevet bøger om, og som gennem de seneste par årtier har været omdrejningspunktet for endeløse diskussioner blandt løbere, træner, atletikeksperter og mange andre.
For blot få år siden virkede to-timers-grænsen som et fatamorgana, og de færreste forudså, at en løber allerede i 2019 ville kravle under - og endda i den sammenhæng ret komfortabelt med tiden 1 time, 59 minutter og 40 sekunder, som var Kipchoges sluttid under eksperimentet i Wien. Det skete på en flad rute uden mange sving, hvor et hold af verdens bedste løbere på skift fungerede som vindskjold for ham og bidrog til, at han kunne holde et uhyrligt tempo på to minutter og 50 sekunder per kilometer.


























