Vi kender det nok, alle sammen. At den smarte og det største problembarn i skolegården var bedst til fodbold. Misundeligt kunne man se til og erkende, at selv om man arbejdede så hårdt for at nå bare nogenlunde samme niveau, så skete det ikke. Der var et eller andet medfødt eller det, man kalder talent, som kendetegnede vedkommende. Jeg siger ikke, at Kento Momota passer lige præcis ind i den beskrivelse, men jeg kan love jer for, at størstedelen af publikummet i Odense til Denmark Open ville give deres højre arm for at kunne spille som Momota, selv om der følger en dyster skyggeside med.
Årene før sin halvandets års karantæne, der blev udstedt i 2016, var ikke præget af lige så solide og overbevisende sejre, som vi har set siden hans comeback. En bronzemedalje ved VM i Jakarta 2015, som i øvrigt var den første japanske medalje i herresingle ved et VM nogensinde, og fire SuperSeries-titler i henholdsvis Indien, Singapore, Indonesien og sæsonfinalen i Dubai var det, man kunne skrive hjem om. Respektabelt, ja, men slet ikke noget i forhold til det, han efter sit comeback har skrabet sammen af titler.
