Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Oleksandr Osipov/Ritzau Scanpix
Foto: Oleksandr Osipov/Ritzau Scanpix

En finger til de racistiske tilskuere kostede Taison et rødt kort og nu også en spilledags karantæne.

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Brasilianers langefinger til racistiske tilskuere udløser en spilledags karantæne

Følg strømmen af sportsnyheder fra ind- og udland.

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Fodbold. Efter at have reageret på racistiske tilråb fra Dinamo Kijevs tilskuere, er Shakhtar Donetsks brasilianer Taison blevet tildelt en spilledags karantæne af det ukrainske fodboldforbund, UAF. Efter 77 minutter af kampen 10. november reagerede 31-årige Taison på tilråbene rettet mod ham og landsmanden Dentinho ved at give tilskuerne fingeren og sparke en bold ud mod tribunen, hvorefter han grådkvalt blev trøstet af med- og modspillere. Dommeren beordrede spillerne fra banen, men da de returnerede 5 minutter senere, blev Taison præsenteret for det røde kort. Det har UAF nu fulgt op på med en karantænedag samt en bøde på ca. 150.000 kr. til Dinamo Kijev, der ydermere skal spille en hjemmekamp uden tilskuere.

Curling. Mikkel Krause og hans mandskab skal spille om bronze mod Skotland ved EM i Helsingborg. Efter en sejr på 7-5 over Tyskland nåede Danmark videre til semifinalen, fordi Danmark var bedst af de fire hold, der havde opnået 5 sejre. Danmark er dermed kvalificeret til næste års VM for mænd, lige som de danske kvinder, der sluttede på 7.-pladsen trods blot 2 sejre i de 9 kampe. Schweiz vandt 8-5 over Danmark i semifinalen og møder Sverige, der efter 9 sejre på stribe i den indledende runde også vandt semifinalen med 8-4 over Skotland.

Fodbold. Lucas Vázquez var netop vendt tilbage til Real Madrids hold efter seks ugers pause på grund af en lægskade, men nu er offensivspilleren atter ukampdygtig. Under vægttræning tabte Lucas Vázquez en håndvægt ned over venstre fod og brækkede storetåen.

Ishockey. Efter syv ligakampe i træk uden sejr har bundholdet Odense fyret cheftræneren Pelle Svensson og erstattet ham med den 36-årige canadier Marc Lefebvre, der tiltræder i næste uge, når Odense møder Rungsted og Aalborg. Indtil da har assistenterne Mads True og Søren Jacobsen ansvaret for holdet i fredagens hjemmekamp mod Frederikshavn.

Fodbold. Brøndby registrerede i tredje kvartal af 2019 en omsætningsrekord lydende på 52 millioner kroner, men det er så også det eneste positive, der er at berette. Forventningen til hele årsregnskabet er justeret voldsomt i den forkerte retning og forventes at lande på et minus på 75-79 millioner kroner. »Samlet set betyder det, at 2019 bliver et meget utilfredsstillende regnskabsår«, siger Brøndby-direktør Ole Palmå til klubbens hjemmeside. For at klare sig igennem den hårde tid nævner Brøndby i forbindelse med kvartalsregnskabet, at man har optaget yderligere lån hos hovedaktionæren Jan Bech Andersen, der ved udgangen af tredje kvartal havde 52,3 millioner kroner samt renter til gode i klubben. Også bestyrelsesmedlem Torben Bjørn Christensen har lånt klubben penge.

Badminton. Doublen Mads Pieler Kolding/Carsten Mogensen er færdig med Korea Masters. De lokale Won Ho Kim/Kyung Park besejrede i 2. runde de sidste danskere i turneringen med 21-11, 21-16.

Ju-Jitsu. Rebekka Ziska Dahl har for femte år i træk vundet medalje ved VM. I vægtklassen op til 57 kilo kom den 23-årige dansker et skridt nærmere titlen, da hun i Adu Dhabi fik sølv efter fire gange tidligere at have fået bronze. Men sølv er ikke godt nok. »Jeg er ret skuffet over min finalepræstation. Jeg var ikke skarp nok, og det kostede mig guldet. Min modstander og jeg har mødt og vundet over hinanden på skift, så jeg ved, at pladsen øverst på podiet ligeså godt kunne have været min«, siger Rebekka Ziska Dahl i en pressemeddelelse.

Golf. Joachim B. Hansen sneg sig lige akkurat med til European Tour-sæsonfinalen på det alleryderste mandat, og efter 1. runde i Dubai ligger han da også på en placering i det tunge ende af feltet som nummer 41. 74 slag brugte danskeren i 1. runde af prestigeturneringen, hvor der kun er 50 spillere med. Franske Mike Lorenzo-Vera fører med 63 slag foran Rory McIlroy (Nordirland) med 64.

Cykling. Aflysningen af vinterens seksdagesløb i Ballerup Super Arena efterlod et markant tomrum ikke alene for de etablerede vinterbaneryttere, men i høj grad også for et bredt udsnit af dansk cykelsports talenter, der har haft arrangementet på vestegnens velodrom som et væsentligt og højt skattet indslag i sæsonens aktiviteter. Det råder Dansk Bicycle Club bod på ved at afvikle et tredagesløb fra 7. til 9. februar, hvor alle rytterkategorier kommer i aktion. Til elitens parløb har DBC allerede sikret sig deltagelse af den danske europamester i disciplinen og den nationale mester på landevej Michael Mørkøv. Denne er i øvrigt også hovedpersonen sammen med landevejsverdensmesteren Mads Pedersen ved DBC’s traditionelle 100 km nytårsparløb i Ballerup lørdag 28. december, hvor de to udgør par nr. 7.

Fodbold. Spillerne i de to bedste hollandske rækker strejker i det første minut af weekendens kampe som reaktion på, at Excelsior Rotterdams-spilleren Ahmad Mendes Moreira i søndags blev udsat for racisme af tilskuere med tilknytning til klubben Den Bosch. I det minut aktionen varer vil der på storskærme og resultattavler køre meddelelsen: ’Racisme? Så spiller vi ikke’. Sagen har fået international bevågenhed, da de kendte hollandske landsholdsspillere Georginio Wijnaldum og Frenkie de Jong i en landskamp tidligere i denne uge viste deres foragt for de racistiske udskejelser mod Ahmad Mendes Moreira.

Håndbold. København-kvinderne skal op mod de regerende EHF Cup-mestre fra ungarske Siofok i denne sæsons gruppespil. Det står klart efter dagens lodtrækning, hvor danskerne endvidere blev sendt i gruppe med Podravka fra Kroatien og rumænske Magura. Odense skal møde CSM Corona Brasov (Rumænien) samt ERD (Ungarn) og MKS Lublin (Polen), mens Herning-Ikast skal møde tyske Bietigheim, russiske Lada og Storhamar fra Norge.

Fodbold. Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) er på ny på overarbejde i forbindelse med racistiske udskejelser i Østeuropa. Denne gang forlyder det, at Uefa efterforsker racisme rettet mod den svenske angriber Alexander Isak i forbindelse med Sveriges sejr i EM-kvalifikationen i Rumænien i sidste uge. Dommeren stoppede kortvarigt opgøret på Arena Nationala, hvor der næste sommer skal afvikles fire EM-kampe, hvilket gør det hele ekstra prekært for Uefa. Der falder en afgørelse 12. december. Rumænien er i forvejen under særlig observation i Uefa, da holdets fans tidligere er blevet straffet for racisme i EM-kvalifikationen, hvor der har været racismesager i blandt andet Ungarn, Slovakiet og Bulgarien.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Fodbold. Det svirrer med rygter i de engelske aviser i kølvandet med José Mourinhos ansættelse som manager i Tottenham. The Guardian skriver, at Mourinho har betinget sig, at Tottenham under ingen omstændigheder må sælge superangriberen Harry Kane. Til gengæld får Mourinho ingen midler til at styrke truppen i januars transfervindue. Mirror spekulerer i, at Christian Eriksen med Mourinhos ankomst kan være interesseret i at forlænge med Tottenham alligevel. Fra AS i Spanien forlyder det, at José Mourinho vil prøve at hente Gareth Bale tilbage til Tottenham.

Håndbold. Danmarks Håndbold Forbund (DHF) vil tilsyneladende have fingrene i endnu en slutrunde. Formanden for Norges Håndboldforbund, Erik Langerud, siger til avisen Bergens Tidende, at DHF indgår i planerne om at afholde VM i 2025 for mænd sammen med Norge, der skal være hovedvært, og Kroatien. Danmark er i forvejen medværter for kvindernes EM i 2020 og VM i 2023.

Amerikansk fodbold. Myles Garrett fra Cleveland Browns har appelleret den karantæne på ubestemt tid, som NFL i sidste uge tildelte ham for at slå en modstander med en hjelm. Det oplyser en anonym kilde ifølge Ritzau til tv-stationen ESPN. Garrett begrunder appellen med, at en NFL-spiller, som for tre år siden var involveret i en tilsvarende hændelse, kun fik en karantæne på tre kampe. Garretts karantæne gælder som minimum for resten af denne sæson.

Brydning. Frederik Bjerrehuus er udtaget til OL i Tokyo. Det oplyser Danmarks Idrætsforbund. Han skal deltage i 67 kilo-klassen.

Håndbold. Team Esbjerg har forlænget kontrakten med norske Kristine Breistøl til sommeren 2022.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ishockey. Målmand Frederik Andersen skal have ny træner i NHL-klubben Toronto. Efter seks nederlag på stribe er den 56-årige Mike Babcock blevet fyret og erstattet af Sheldon Keefe, der er blevet forfremmet fra Torontos farmerhold Marlies i AHL.


Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden