Da Pernille Mosegaard Harder som femårig begyndte på at spille fodbold i Tulstrup/Faurholt IK lidt uden for Ikast, var der ikke noget pigehold. Hun måtte til at begynde med spille fodbold med drengene, og som årene gik – og Tulstrup blev skiftet ud med FC Ikast og senere Team Viborg – slæbte hun hele tiden rundt på fornemmelsen af, at det ikke var så cool at spille fodbold som pige.
Kommentarer som »... kvinder hører ikke hjemme på en fodboldbane« kunne af og til høres fra lægterne til kampe, og folk var bundet op på stereotypen om, at fodbold er en mandesport. For mænd.
I dag er Pernille Harder anfører på det danske landshold, og hun er en etableret del af verdenstoppen, hvor hendes præstationer har sikret hende et væld af priser som spiller. Og så er hun blevet en markant stemme, der giver genlyd i hele fodboldverdenen, i kampen om at nedbryde grænser, når det gælder ligestilling og seksualitet.
I marts sad hun på landsholdets hotel i Albufeira. Holdet var ankommet lidt sporadisk til træningsturneringen Algarve Cup i Portugal. Politikens udsendte sad i samme fly med mange af de landsholdsspillere, der til daglig spiller i den danske og svenske liga. Pernille Harder ankom direkte fra Tyskland, og efter at have fået rejsen ud af benene til en let træning havde holdet netop haft sin første rigtige træning sammen i flere måneder tidligere.
