Med All England overstået i weekenden er der sat et foreløbigt punktum for det hav af sportsbegivenheder, der skulle have fundet sted i foråret. Dansk eliteidræt står i en ekstraordinær situation, som kommer til at få vidtgående konsekvenser, men i en tid, hvor verden står over for den største globale sundhedskrise i nyere tid, er der konsensus om, at der er vigtigere ting end sport.
Og der bliver i øjeblikket løbet stærkt i de administrative afdelinger i toppen af dansk eliteidræt. For hvordan håndterer man en situation, man ikke har stået i før, og som udvikler sig så drastisk time for time? Turneringer er blevet aflyst i stribevis, og de danske topatleter står i et dilemma om at udvise samfundssind og holde træningen og formen ved lige.


























